(Last Updated On: 15. november 2017)

Café Stevnen tilbyder økonomisk rådgivning – ganske gratis

Efter 40 år i bankverdenen har Birthe Søehegn stor økonomisk ekspertise. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: I foråret kontaktede en 19-årig pige de frivillige økonomiske rådgivere i Café Stevnen. Hun havde flere ubetalte regninger og kunne ikke længere overskue sin økonomi.

– Der var blandt andet ubetalte regninger på flere mobiltelefoner og abonnementer. Sammen fik vi åbnet de mange rudekuverter og skabt et overblik, så hun kunne overskue sin situation, fortæller Birthe Søehegn, der de seneste to år har været frivillig økonomisk rådgiver på det sociale værested Cafe Stevnen i Algade 33c.

– Vi fik også talt om, at der nok var flere abonnementer, end hun egentlig havde behov for. Hun gik herfra med et overblik over sin økonomi og en større bevidsthed om konsekvenserne af sine handlinger – og med en ny ro i maven, fortsætter Birthe.

Og det gør den frivillige rådgiver rigtig glad, for er der noget hun brænder for, så er det at hjælpe de unge med deres økonomi, inden det går rigtig galt.

Fra budget til gældssanering

Birthe Søehegn – der har været bankrådgiver i mere end 40 år og nu er gået på efterløn – har også hjulpet med budgetlægning, billigere forsikringer, rådgivning om gældssanering og kontakt til kreditorer.

– Intet er for småt – eller for stort. Vi vil rigtig gerne hjælpe, hvor vi kan, siger den tidligere bankdame.

Og uanset problemets omfang og karakter er målet det samme: At lære folk at blive bedre til at styre deres egen økonomi.

– Vi giver overblik og redskaber. Det, der er meningen, er at give hjælp til selvhjælp, understreger hun, og fortsætter:

– Det er ikke alle problemer, vi kan løse. Men det at vide, hvordan situationen ser ud lige nu, og hvordan den kommer til at se ud i fremtiden, det giver ro, og det kan være en stor hjælp for mange.

Rådgivning for alle

Café Stevnen er et socialt værested under KFUM’s sociale arbejde, og det er herfra man har iværksat projektet »På fode igen«, hvor udsatte borgere kan få gratis rådgivning om deres privatøkonomi. Helt konkret er der tale om gratis, uvildig og frivillig gældsrådgivning.

Man er altid velkommen til at kigge indenfor på Café Stevnen. Alternativt kan man ringe på 24436808 og spørge efter Birthe Søehegn.

– Så finder vi sammen ud af, hvornår vi kan mødes, og hvad der er brug for til mødet, forklarer Birthe.

Man kan også sende en e-amil til pfi.stevnen@kfumsoc.dk.

Rådgivningen er åben for alle, også dem, der ikke bruger Café Stevnen til dagligt, og den foregår under afslappede former og i uformelle rammer.

– Det er ikke ligesom at gå en tur i banken, for her i Cafe Stevnen er både hjemlig og hyggeligt. Alle kan blive ramt af økonomiske problemer – og det er sejt at tage det første skridt og komme herned til os for at få hjælp, slutter Birthe.
rmh

 

Skriv en kommentar