(Last Updated On: 19. august 2019)

Skolegården var allerede søndag fyldt op med forventningsfulde børn og deres familier, som blev budt velkommen af lærere, pædagoger og de øvrige ansatte ved Hellested Friskole og Børnehus. (Foto: Kasper Christensen)

Hellested: Også de tre friskoler indledte skoleåret med glædelige gensyn efter sommerferien og et stort velkommen til de nye elever i 0. klasse.

I Hellested Friskole har man valgt at tyvstarte om søndagen, så forældre og andre familiemedlemmer har mulighed for at deltage. Her kunne skoleleder Keld Andreasen byde velkommen til godt 190 elever, heriblandt 15 nye elever i 0. klasse.

Han benyttede lejligheden til at præsentere lærerstaben og fortælle lidt om det kommende år, hvor skolen bl.a. vil arbejde med Grønt Flag, et undervisningsprogram for uddannelse i bæredygtig udvikling med natur, miljø og udeliv som centrale omdrejningspunkter.

Der var naturligvis også fællessang i skolegården, friskolens helt egen ’Hellested Friskole’-sang, skrevet af Karen Secher fra lokalområdet, inden eleverne og deres familier blev sendt ind i deres nye klasselokaler for skoleåret 2019/20.
rmh

Skriv en kommentar