(Last Updated On: 3. maj 2018)

Håndværkere viste håndelag og arbejdsglæde

Der blev råhygget i Strøby Egede, da lokale håndværkere bød til »fagenes fest«. (Foto: Klaus Slavensky)


Solgårdsparken: Hvad bliver en succes? Hvad bliver en tradition? Det ved man sjældent før klapsalverne lyder. Og det gjorde de, da 22 virksomheder viste deres kunnen frem i Solgårdsparken på solskinslørdagen den 28. april.

Tre blev til 22

Initiativtager Allan Nielsen var tilfreds og lykkelig. Hans og hans firma, Gartnerhave.dk, er kendt fra TV 2 Fri’s »En have i gave«.

»Strøby Egede Dagen« blev en gensidig gave fra håndværkere til de mange lokale beboere og vice versa.

– Vi har brugt megen energi, og er uhyre glad for de mange positive tilkendegivelser fra borgerne, siger Allan Nielsen, som startede den lokale håndværkersammenslutning sammen med tre »gutter« om køkkenbordet, voksede til 14 og nu er 22 lokale håndværkerfirmaer, som tilbyder alt til private hjem og haver, foreninger og andre, som kan bruge en snedker, maler, elektriker, murer og meget andet.

Tillykke til Strøby Egede

Borgmester Anette Mortensen kalder arrangementet super imponerende.

– Tillykke til Strøby Egede. Det handler om at vise hvad vi kan i fællesskab, siger hun og fremhæver kommunens mange frivillige og ildsjæle, som også præger håndværkernes dag med musik og sang af den Dansktopnominerede lokale sangfugl Anne Marie Lindegaard fra en blokvogn, spejdernes bod, Kok med Kul på og en helstegt pattegris, Ungstevns’ sjove aktiviteter, Stevns Floorball, Vallø Golf, Bådklubben Ege og mange andre, som skabte liv på pladsen.
– Vi har en årlig dialogdag om de kommunale udbud, svarer borgmesteren på spørgsmålet om Strøby Egede Dagen vil give håndværkernes positiv respons hos kommunen.
– Denne faglige sammenslutning vil ligesom andre kunne byde ind på de kommunale opgaver, lyder det fra borgmesteren.

Succesfuldt møde mellem håndværkere og borgere. Fra venstre initiativtager Allan Nielsen og borgmester Anette Mortensen i Solgårdsparken. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Garanti for faglig kvalitet

Allan Nielsen har travlt med at tale med potentielle kunder.

– Det er vigtigt at de, som er med i denne sammenslutning, kan stå inde for den faglige kvalitet. Det garanterer vi for. Vi giver også hjælp til større entrepriser og byggerådgivning, forklarer han.

Kommer dagen igen?

Ingen ved hvor mange der besøgte denne »fagenes fest«, men der var en kommen og gåen over flere timer.

Folk fik en øl, en sang, en snak med kloakmestre, vinduespudsere, og tømre. Flere benyttede sig af at sammenflikke en urtepotte af træ hos snedkeren, malede den hos maleren og fik en blomst hos gartneren.

Et godt minde at have med hjem fra en god dag.

sky

 

Skriv en kommentar