(Last Updated On: 20. april 2018)

Fakta på Sigerslevvej 1 har sidste åbningsdag den 21. maj. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Torsdag eftermiddag fik de ansatte i discountsupermarkedet Fakta på Sigerslevvej den triste besked, at butikken snart skal lukke.

– Det er rigtig ærgerligt, især for kunderne, men også for os ansatte, siger Oliver Andersen, der siden januar har været souschef i fakta på Sigerslevvej.

Fakta har ligget i Store Heddinge i 13 år. Butikken har omkring 15 ansatte, som mandag den 21. maj, 2 pinsedag, har sidste arbejdsdag i butikken.

Lukningen i Store Heddinge er kun én ud af i alt 47 fakta-butikker landet over, som lukker. Fælles for de 47 butikker er, at de giver underskud og ikke har udsigt til andet, og heriblandt er butikken i Store Heddinge. Fakta i Hårlev får til gengæld lov at fortsætte.

Lukningen af 47 butikker berører ca. 900 medarbejdere, hvoraf 400 er under 18 år. De blev alle orienteret torsdag.

I det omfang det er muligt, vil Fakta og Coop søge at tilbyde dem job i andre butikker.

– Medarbejderne har gjort alt, hvad de kunne. Men det er butikker, der er placeret forkert med for lille kundeunderlag, og hvor det ikke er muligt at opnå en lønsom drift, siger direktør i Fakta, Stina Glavind, i en pressemeddelelse fra Coop.
rmh

 

Skriv en kommentar