(Last Updated On: 26. oktober 2017)

Solgårdsparkens Støtteforening er blevet kontaktet med opfordring til at lave familie- og børnearrangementer i Solgårdsparken i sommerens løb.

Da musikarrangementerne startede for 24 år siden, lavede foreningen en familiefest med børneteater, lege og musik en lørdag i august. Disse arrangementer døde ud pga. manglende opbakning.

Hvis der i dag skal forsøges noget lignende, bliver det ikke i Støtteforeningens regi, da gennemsnitsalderen i gruppen er midt i 70’erne. Trods gentagne opfordringer og appeller er der ikke kommet “nyt” og yngre blod i foreningen.

Støtteforeningen er ikke afvisende for omtalte arrangementer og vil stille sine faciliteter gratis til rådighed for forældregrupper eller andre initiativer, der vil give sig i kast med offentlige familie/børnedage og børneloppemarkeder.

Med hensyn til økonomi til sådanne arrangementer har kommunen en kulturpulje, man kan søge, og Strøby Egede har en stor Borger- og Grundejerforening med mange penge på kontoen.

På vegne af Solgårdsparkens Støtteforening
Olli Pedersen, formand

 

Skriv en kommentar