(Last Updated On: 12. oktober 2018)

Også i år blev Ladies Night i Stevnshallen en humørfyldt, forrygende, festlig og stemningsfuld aften

(Fotos: Tom Nielsen)

Store Heddinge: Stevnshallen var i aftenens anledning fyldt med fint pyntede boder, mange meter lyserød tyl og balloner, catwalk og lyserøde græskar, da Kræftens Bekæmpelse på Stevns for femte år i træk havde arrangeret Ladies Night.

Omkring de mange veldækkede og velpyntede borde sad de festklædte deltagere og nød den gode mad, underholdningen og hinandens selskab.

Selv om der i år var lidt færre deltagere end tidligere, blev lotteriet hurtigt udsolgt, og rigtig mange gik hjem med fine gevinster.

Fra venstre ses Jette Nielsen, Anette Oxenbøll, Anne-Marie Borch Larsen og Anny Borch Jensen. (Foto: Tom Nielsen)

Musik og modeshow

Slagets gang blev aftenen igennem ledet af Gina Øbakke.

– Aftenens højdepunkt var selvfølgelig modeshowet, hvor syv friske kvinder – der selv har haft brystkræft – viste tøj, sko og tasker fra By Lagoni, Frk. Klunz, Cloud Nine og Bent Møller, samt sko fra Stevns Sko v/Mai Bomark, fortæller arrangør Anny Borch Jensen fra Kræftens Bekæmpelse Stevns.

På podiet kom også børnemodeller – i tøj fra Bent Møller.

– Da syngepige og entertainer Anette Oxenbøll sang for, blev stemningen løftet endnu en tak, og der blev sunget med og bedt om ekstranummer, så Anette måtte på igen. Coffee Club tog over efter kl. 22, og deres musik fik mange op af stolene og ud på dansegulvet, fortæller Anny Borch Jensen.

30.000 til brystkræft

Det endelig regnestykke er endnu ikke opgjort, men Anny Borchs foreløbige gæt tyder på et overskud på cirka 30.000 kr. Sidste år endte overskuddet på omkring 55.000 kr.

– Når der er solgt færre billetter, giver det jo også mindre salg af øl, vin og så videre. Men 30.000 kroner er også ganske flot, siger Anny Borch Jensen.

Det endelige regnestykke kan først opgøres, når bidragene fra butikker med ”lyserøde tilbud” er kommet ind. Foreløbig har By Lagoni givet 3.157 kr.
rmh

De deltog også

Standene var fra:

Anytime Smykke og Brillehuset, Blomsterpigen, Bent Møller, Butik og Værksted, By Lagoni, Cloud Nine, Fru P, Frøken Klunz, Frøken Sølv, Martah-Skønhedsklinik, Salon Høstfeldt samt Elisabeth Østerby med ”Forever Living” produkter og Wendy Thomsen med Be4 produkter

Hår, makeup mm.:

  • Nordahl og Friis Blomster havde pyntet bordene og catwalken
  • Charlotte Klint og Louise Secuur fra Salon Klint samt Tina Mihailovic fra Salon Fru P havde sat modellernes hår
  • Marta Henriksen og Agnieszka Lenkiewicz fra Martah-Skønhedsklinik i Strøby Egede og frisør Natasja Nestrup havde lagt makeup
  • Salon Klint, Matas og Martah-Skønhedsklinik leverede produkterne
  • Freli Records stod for teknikken
  • Restaurant Harmonien havde leveret den store buffet

Skriv en kommentar