(Last Updated On: 26. september 2017)

Solgårdsparkens 25 års jubilæum er slut.
De frivillige stryger flaget og gør sig klar til næste sæson. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: En lang og aktiv sæson rindede ud for Solgårdsparkens Venner, da flaget blev strøget for sidste gang i år.

Søndag den 24. september var der standerstrygning og tak for i år. Dermed sluttede det 25. jubilæumsår med bravour.

Mange aktiviteter

De frivilliges arbejde startede i april med maledag, og siden er det gået slag i slag med kvindeløb, rundvisninger, musikaftener og i søndags et stort loppemarked.

– Over 50 borde blev fuldt med fine ting og sager som beboere på Stevns har doneret, fortæller formanden for støtteforeningen Carl ’Olli’ Pedersen.

Et stort overskud

Loppemarkedet og auktion gav godt 30.000 kr. i overskud, og foreningen kan slutte sæsonen med et samlet overskud på alle aktiviteter.

De møbler og genstande der ikke blev solgt blev givet til bl.a. Kirkens Korshær og SOS Børnebyerne.

De frivillige, som var startet lige efter solopgang, strøg flaget og fik et velfortjent hvil med øl og pølser, før den sidste oprydning.

Støtteforeningen mødes igen til februar 2018 og afholder generalforsamling.

sky

 

Skriv en kommentar