(Last Updated On: 4. december 2018)

Rødvig: Politiet modtog mandag den 3. december anmeldelse fra fire adresser i Rødvig, hvor der har været indbrud.

To af indbruddene er begået i ejendomme på Markskellet. Begge steder er en rude blevet aflistet, og såvel skabe som skuffer er blevet åbnet og rodet igennem i de to huse.

Umiddelbart er der ikke stjålet noget, og søgning efter spor i og omkring den ene ejendom har ikke givet resultater. Ej heller fra den aflistede rude, som var blevet efterladt udenfor.

Indbruddene på Markskellet er begået mellem kl. 18.00 og 20.20.

Mønter og smykker stjålet

Mellem kl. 15.30 og 19.50 er en indbrudstyv brudt ind i et hus på Thorsvænge ved at afliste en rude i havedøren.

Ligesom de øvrige steder har der været færden i alle rum, og skabe og skuffer er åbnet og blevet rodet igennem.

Der er stjålet dele af en møntsamling, arvesmykker og muligvis andet.

Opbrudsmærker ved karmen

Endnu et indbrud er begået på Ræveholm; på et tidspunkt mellem kl. 15 og 22.

Her er gerningsmanden kommet ind via et østvendt vindue til køkkenalrummet, og ved vinduet er fundet små opbrudsmærker, som formentlig stammer fra en flad skruetrækker eller lignende.

Skabe og skuffer stod åbne i hele villaen, men husets ejer havde ikke overblik over eventuelt stjålne genstande ved anmeldelsen.

Indbrudstyven har formentlig forladt stedet via en vestvendt terrassedør, som ikke var låst, hvilket den ifølge forurettede ellers altid er.

Der blev søgt i og omkring rækkehuset efter spor, dog uden held.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Stevnsbladet, at såvel geografi, tidspunkt og fremgangsmåde indikerer, at der sandsynligvis er tale om den samme gerningsmand, som har begået alle fire indbrud.
rmh

Skriv en kommentar