(Last Updated On: 30. januar 2018)

Rødvig: Fire guld, fire sølv og to bronze blev medaljehøsten, da Roklubben Stevns deltog i Danmarksmesterskaberne i indendørs roning.

De to unge roere Cecilia Tornehøj Kroll og August Riis Poulsen tog begge førstepladser med hjem til Stevns, og for Anna Iversen blev det til et dobbelt mesterskab – på både den klassiske distance og sprint.

– Debutanterne Isabella Bache, Sofie Kristiansen og Ida Malmgaard fik alle tre medaljer med hjem og kan nu se frem mod en udendørssæson, hvor de ved, at fysikken er på plads, udtaler formand for Roklubben Stevns, Klaus Kroll, og han fortsætter:

– Kristina Nielsen roede en flot andenplads hjem og Kasper Nielsen, Nikolaj Olsen og Nikolaj Bakkeskov Andersen placerede sig også fint i drengeløbene. Malthe Christiansen roede to fjerdepladser hjem i særdeles stærkt besatte under 17 drengeløb – sprint og 2000 meter – og ser ligeledes godt ud til den kommende sæson.

Roeren Nikoline Kroll var tilbage efter en længere skadesperiode og brugte stævnet som afsæt til den kommende udendørssæson. Tiden rakte til en fin femteplads med ganske få sekunder til medaljerne, hvilket var overraskende godt.

– Resultaterne er et produkt af mange timers træning, og der er næppe nogen af klubbens unge, som er i tvivl om sammenhængen mellem indsats og belønning, slutter Klaus Kroll.

Færøerne havde samlet deres klubber i en pulje, og som eneste “klub” tog de flere førstepladser end Stevns og løb derfor med pokalen for flest sejre.
rmh

(Privatfotos)

 

Skriv en kommentar