(Last Updated On: 19. september 2019)

Verdensarv: Tidligt mandag morgen var der stor aktivitet ved Stevns Kridtbrud. En mellem 40 og 50 ton tung kridtblok blev hejst op fra bruddet og fragtet videre til Boesdal Kalkbrud.

Blokken, der måler 5 meter i længden, er 1 meter bred og 1,8 meter høj, består ikke bare af kridt, men har også en tydelig stribe af det 66 millioner år gamle fiskeler. Det fiskeler, der som bekendt er årsagen til, at Stevns Klint i 2014 blev udnævnt til Unesco Verdensarv.

Arbejdet med at få blokken skåret fri og stabiliseret har dog stået på siden august, og forud har været en lang planlægningsperiode på næsten et år.
– Det har i den forbindelse været afgørende for de involverede fonde at kunne præsentere fiskeleret i det kommende besøgscenter, fortæller formanden for Fonden Stevns Klint Besøgscenter, Per Røner.

– En fortælling om Unesco Verdensarv kunne således ikke ske uden det synlige bevis for jordens dramatiske periode for 66 millioner år siden. Fondene er derfor også meget glade for samarbejdet med Omya, som via sin flotte donation har bidraget til, at vores gæster vil kunne se fiskeleret helt tæt på, siger Per Røner.

Tydelig stribe af fiskeler

Det var Jesper Milan, museumsinspektør ved Østsjællands Museum, der sidste år i september ved et tilfælde bemærkede det fine lag af fiskeler i kridtbruddet:

– Jeg stod ude ved vejen ved udkigsposten og fik i min kikkert øje på en stribe af fiskeleret, som var meget veludviklet og tydelig. Faktisk den bedste jeg har set længe, fortæller museumsinspektøren, som sammen med direktøren for Verdensarv Stevns, Tove Damholt, tog kontakt til Omya A/S, der ejer Stevns Kridtbrud.

– Heldigvis ville Omya gerne lege med, og vi gik i gang med at planlægge arbejdet, siger Jesper Milan.

Midlertidigt ophold på p-pladsen

Omya A/S har således doneret kridtblokken, mens anlægs- og nedrivningsfirmaet G. Tscherning A/S har stået for selve udførelsen af arbejdet; med hjælp fra bl.a. Total Diamant til borearbejdet, fra Christiansen & Essenbæk, som har ’pakket stenen ind’ i sprøjtebeton samt BMS, der er specialiseret i kraner og lifte samt transport af tunge emner.

– Det har været en rigtig spændende opgave, som har krævet en del planlægning, inden vi kunne gå i gang med selve arbejdet, fortæller formand i Tschernings anlægsafdeling, Emil Johannessen, der fulgte slagets gang mandag morgen. Og heldigvis gik alt efter planen.

Efter godt to timers arbejde med at få løftet den store blok op fra bruddet og sat den forsvarligt fast på ladet af lastbilen, blev blokken fragtet sikkert til Boesdal Kalkbrud, hvor den nu står opbevaret på parkeringspladsen, indtil den kan komme endeligt på plads i besøgscenteret.

For at beskytte blokken og fiskeleret mod vind og vejr er den omsluttet af armeringsjern og et 10-12 centimeter tykt lag sprøjtebeton – og inden vinterens komme får den formentlig også tag over sig.

Når blokken får sin endelig plads i besøgscentret bliver minimum én, og muligvis flere, af siderne skåret fri for beton, så fiskeleret kan vises frem til de mange besøgende.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar