Ole Wederking (tv) og Ole Bull Jørgensen har stor glæde af fitness i naturen, hvor man ikke bombarderes med teknomusik som i de indendørs fitnesscentre, men med fuglefløjt. De tilbyder nu alle at komme til professionel naturtræning for 552 kr. for otte sommer-onsdage. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: I 2016 blev Grundejerforeningen Vestvangens udendørs træningsområde indviet.

Det ligger ved Bovangen 49 i Store Heddinge, og har været flittigt brugt af de 189 matrikler, som udgør det 22.000 kvadratmeter store boligområde.

Hold for 12 år og op

Nu er tiden inde til seriøs træning i styrke, puls og core. Core er kroppens kernemuskulatur, f.eks. de store rygmuskler og mavemusklerne.

»Sjovt og hårdt« lyder sloganet, og det er den mangeårige fitnesstræner Charlotte Rasmussen, som skal styre de to hold, som starter et otte-ugers program den 27. juni.

Et hold for unge fra 12-17 år, og et voksent hold for de 18-55 årige, hedder det i invitationen, der har en gratis introaften onsdag den 20. juni kl. 17.

– Jeg tror nu også at man kan være med som ældre end 55 år, siger formanden Ole Bull Jørgensen.

Hans navnebror og foreningskasserer, Ole Wederking, samtykker, og de har begge tænkt at møde op, selv om deres personnummer viser 60+.

Træning fra top til tå

De fremviser de forskellige træningsinstrumenter som hævestativ, romaskine, mavetræner, bicepstræner og meget andet godt for fysikken.

Der er 14 personer, som kan være i gang samtidig, hvilket måske forklarer hvorfor der er et maxtal på 12 per hold til de planlagte trænerkurser, som koster 69 kr. per gang.

De finder sted hver onsdag i perioden juni-august, kun afbrudt af ferie i uge 30-31, og tilmeldingen skal ske til charlotterasmussen7@gmail.com.
sky

 

Skriv en kommentar