(Last Updated On: 4. maj 2018)

Flemming Olsen er klar til lagkagen, mens Sten Petersen rører sukker i kaffen. (Foto: Ella Jensen)

Hårlev: Der skal tre elementer til en god badmintonkamp: Et net, en ketcher og en fjerbold – ja og så naturligvis to spillere, minimum. Såvel net som ketcher kan som regel holde til mange sæt- og matchbolde, til gengæld er hyppig udskiftning af fjerbolden en nødvendighed for en god kamp.

Formand for Hårlev Ældrebadminton, Ella Jensen og bestyrelsesmedlem, Palle Frederiksen havde mange overvejelser om, hvad deres klub kunne gøre for at skaffe penge til badmintonbolde.

Ideen om at spørge de forretningsdrivende i Hårlev om at sponsorere gevinster til et spil banko tog form. Som tænkt så gjort – og det viste sig at være en rigtig god idé.

– Vi har hos alle sponsorerne fået en varm velkomst – og har været rørt til tårer over deres velvillighed. En enkelt butiksejer har endda sagt, at han kommer og spiller inden for de næste fem år, siger Ella Jensen.

Gaver til alle

I alt har 13 butiksejere sponsoreret 54 gevinster, som fylder tre borde.

Badmintonspillerne mødtes til forårsafslutning og bankospil på Hårlev Kro mandag formiddag. I salen blev de mødt af en sand gaveregn; tre borde fulde af sponsorgaver – tillige med en plakat med alle sponsorernes logoer stillet op mellem gevinsterne.

– Det er helt fantastisk og Ældrebadmintons 48 medlemmer siger 1.000 tak og sender en meget varm hilsen til sponsorerne, slutter formanden, der også kan berette om en dejlig eftermiddag med Hårlev Kros lækre mad – og ikke mindst præmier til alle, som blev særdeles god modtaget.

Deltagerene var allerede fremme med et da ’capo til julefrokost.
rmh

Sponsorerne:

  • Bygma Hårlev
  • HF Foderstof
  • SuperBrugsen Hårlev
  • Danish Agro
  • Blomsterhuset
  • Delfino
  • Staxen Bog og Papir
  • Johnnys Cykler
  • Hårlev Plæneklipperservice
  • Salon Amisda
  • Hårlev Kro
  • Henrik Frost
  • Cap Horn

Skriv en kommentar