(Last Updated On: 4. oktober 2019)

Afløseren for Ladies Night blev taget godt imod, og Damefrokosten gav er overskud på omkring 25.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse.

Hårlev: 100 kvinder mødte lørdag den 28. september op til Damefrokost i Elverhøjsalen på Hårlev Kro.

Anledningen var et velgørenhedsarrangement til fordel for Støt Brysterne, arrangeret af Kræftens Bekæmpelse på Stevns.

3 blev til 9 vindere

Og dagen blev ekstra festlig, for mange af deltagerne havde taget udfordringen op og ankom med flotte og fantasifulde hatte.

– Det satte hattebedømmelsesudvalget på en stor opgave at vælge både den flotteste, den sjoveste og den mest kreative, fortæller formanden for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse, Anny Borch Jensen.

Men det lykkedes og efter ivrig votering blandt dommerne blev vinderne fundet. I ’den sjoveste hat’-kategorien blev ikke bare én men hele syv vindere kåret. Nemlig syv kvinder fra Rødvig, der op til arrangementet er mødtes for at kreere deres egne hatte.

Musik, kager og spil

Frokosten blev ledsaget af musik fra Classjazz ved Berit Engblad og Peter Kevin. Til kaffen blev der serveret lækre, lyserøde kager, sponseret af Vidunderlige Kager i Holtug.

– Der var godt gang i salget af både lodder i tombolaen og bankoplader. Der var supermange sponsorerede gevinster, så rigtig mange fik fine gaver med hjem, ligesom der blev trukket 10 billetnummer som fik en fin gevinst med hjem. Til bankospillet var der dobbelte sidemandsgevinster, så det var ikke mange, der gik tomhændet hjem, oplyser Anny Borch Jensen, der også glædede sig over en supergod stemning, med tid til snak og hygge.

Hun fik af Byens Banko overrakt 4.170 kr., som de havde spillet ind til Kræftens Bekæmpelse på Stevns ved tirsdagens faste bankoaften på kroen, hvor 149 personer spillede med.

– Det ser ud til, at vi får et overskud i nærheden af 25.000 kr., hvilket er superfint. Vi satte en enkelt stor gevinst på auktion og den indbragte 1.300 kr. Det nye samarbejde med Hårlev Kro og Byens Banko fungerede rigtig godt, og den nye ramme i Elverhøjsalen var det perfekte sted til arrangementet, slutter formanden.
rmh

(Fotos: Dorte Færch)

Skriv en kommentar