(Last Updated On: 28. april 2015)

Stevnsfriskole-koncert
Der var fuld fart på, da eleverne på Skelbæk Friskole gav koncert. (Foto: John D. Jensen)

400 mennesker var samlet til koncerten i skolens gymnastiksal, hvor eleverne viste stort mod og dygtighed

MAGLEBY: Koncerten bød på stor variation i musikken: 0. klasse sang Bella Ciao, 1. klasse sang Danmarks nye skolesang, og så gik det ellers løs med Kim Larsen, Shaka Loveless, Rasmus Seebach og Basims Cliché lovesong. Fire seje drenge fra 4. klasse gav den med en gang stand-up, mens Liv Kamper Martinsen fra 5. klasse sang ”Halleluja”. Hele programmet var sat sammen af skolens to dygtige musiklærere, Jesper Routh Rigbolt og Kim Nielsen, der har brugt rigtigt mange timer på at øve med alle klasserne, og desuden lavede de en meget flot indledning til koncertens anden del med musiknumre fra 60`erne til i dag. Det hele blev fremført i en flot pyntet gymnastiksal, balloner og flag og nyudsprungne grønne grene. Stevns Ungdomsskole havde stillet et fint lysanlæg til rådighed som prikken over i’et sammen med en privat lånt røgmaskine, så stemningen var helt i top i salen.

Skoleleder giver 5 stjerner
6. klasse, som skal på lejrskole sammen med 5. klasse på ”Danhostel Copenhagen City”, Europas største vandrehjem i uge 25, stod for at lave mad de kunne sælge til alle gæsterne. Det har været hårdt arbejde og de har lært en masse om markedsføring, beregning og risiko, og ikke mindst, hvor meget det kræver at bespise 400 mennesker. ”Som ”helt uvildig” gæst kan jeg ikke undgå at være imponeret over niveauet, alene det er der overhovedet ikke blev brugt playback. Det var rigtigt godt gået. Modet hos de optrædende og et par musikalske højdepunkter af meget stor kvalitet giver håb om endnu mere fantastisk koncert næste år for det bliver der helt sikkert”, siger skoleleder John D. Jensen, der af samme grundt giver ***** stjerner til koncerten.

Skriv en kommentar