Café Stevnens leder Rikke Ackermann talte til de små hundrede fremmødte støtter af værestedets sociale arbejde. (Foto: Klaus Slavensky)

Rådhuset/ude: Små hundrede unge og ældre kvinder og mænd, og et par håndfulde kommunalpolitikere deltog, den 11. oktober, i en demonstration foran rådhuset i Store Heddinge, en time før kommunalbestyrelsesmødet om budget 2019, som fjerner 150.000 kr. af kommunens tilskud til det sociale værested Cafè Stevnen.

Sort liv uden Stevnen

Der blev sunget, der blev talt, og det var vrede, ulykkelige, frustrerede og tænksomme ord.

Den daglige leder, Rikke Ackermann, fortalte nøgternt om caféens arbejde med genbrugsbutik og aktiviteter for bl.a. udsatte borgere.

Jette Balslev fra Venneforeningen citerede en af caféens brugere for, at hvis ikke Stevnen fandtes, »ville verden være sort, og jeg ville sidde alene hjemme med en flaske«.

Forsamlingen sluttede sin støtte til Stevnens arbejde med at synge Jette Baslevs lejlighedssang, der bl.a. indeholdt linjerne:

»Pengene får vi ej/Vi går vor’s egen vej/Men hvor går vejen nu hen?/Hvor finder vi en ven?«

Klar dig selv

En af de få politiske venner var Sejer Folke fra Enhedslisten, som både talte ved demonstrationen, og et par timer efter folkemødet fremsatte et forslag på kommunalbestyrelsesmødet om at fjerne besparelsen, så Stevnen fortsat kunne få 500.000 kr. om året til sit arbejde.

Men der var kun seks stemmer fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nyt Stevns, som stemte for. Flertalsgruppen bag budget 2019, Radikale, Konservative, Venstre og Socialdemokraterne, fastholdt nedskæringen.

»Nu må du klare dig selv/Vi ønsker dig lidt held«, sang deltagerne i demonstrationen.
sky

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.