(Last Updated On: 10. april 2018)

Strøby Egede: Det startede med forældreklager over, at børn der benyttede Strøby Idrætscenter ikke kunne få lov til at indtage medbragt mad og drikke på idrætscentrets område.

Nu har samme forældregruppe klaget til Folketingets Ombudsmand og krævet af Stevns borgmester griber ind i den private fonds forvaltning af bl.a. regnskab.

Madpakker må medbringes

Madpakkesagen blev klaret. Stevns Kommune holdt møder med både forældregruppen og AIK Fonden, og efterfølgende blev der udsendt et “direktiv” til samtlige haller på Stevns om at de idrætsglade børn skal have lov til at medbringe mad og drikkedunke.

Anklager afvises

Som det fremgår af et læserbrev fra forældregruppen opfordres borgmester, forvaltning og kommunalbestyrelsen til at presse AIK Fonden til “åbne regnskaber”.

Formanden for AIK Fonden er tidligere borgmester Poul Arne Nielsen, som er ked af, at “en lille forældregruppe forsøger at så splid”. Han fremhæver, at der er tale om frivilligt og ganske ulønnet arbejde, der udføres for de ca. 2.000 medlemmer, som fem foreninger repræsenterer i Strøby Idrætscenter.

– Selv om AIK Fonden ikke er omfattet af loven om aktindsigt, så har vi været åbne for dialog og har udleveret bilag angående det lokale vvs-firma der omtales, udtaler Poul Arne Nielsen og fortsætter:

– Alligevel søger man fra forældregruppen bevidst konfrontation ved at udtale, at jeg skulle ønske at nedlægge fonden. Dette er ikke tilfældet. Jeg udtalte tværtimod, at jeg syntes, det var ærgerligt, hvis mistillid var årsag til, at fonden ikke længere kunne eksistere som en erhvervsdrivende fond.

Foreningerne styrer

AIK Fonden består af fem foreninger, der har grundlagt fonden i 2012. Det er gennem disse foreninger, man kan få indflydelse på fondens arbejde og ikke gennem besynderlige argumenter om manglende åbenhed, siger Poul Arne Nielsen, og slutter:

– Jeg håber meget, at alle forældre, børn og unge er bevidste om, at vi i AIK Fondens bestyrelse arbejder målrettet for at skabe de bedst mulige forhold for samtlige brugere af Strøby Idrætscenter.

Borgmester Anette Mortensen oplyser, at Kommunalbestyrelsens Økonomiudvalg vil blive orienteret om forældregruppens henvendelse.
sky

 

Skriv en kommentar