(Last Updated On: 1. juni 2018)

Stevns Friflyverforening er ny på Stevns, men ganske synlig. Her repræsenteret af to flotte fugle og Erik Sanggaard, som er manden bag initiativet. (Foto: Klaus Slavensky)

Hårlev: “Det er med stor fornøjelse og glæde at jeg kan stå her og byde velkommen til foreningernes dag, hvor ikke mindre end 23 foreninger er repræsenteret”, sådan sagde biblioteksleder May-Britt Diechmann til de over 100 fremmødte på Hårlev Bibliotek lørdag den 26. maj.

Stor og blandet aktivitet

Der er over 200 foreninger på Stevns, og alle kunne ikke få plads i bibliotekslokalerne, selv om flere aktiviteter foregik i en festligt og hyggeligt pyntet have.

Men Valløbåden, Dansk Blindesamfund, Mandagscaféen Stevnshøj, Agis, Hårlev Skytteforening, Amatør arkæologer på Stevns, Østsjællands Biavlerforening, Ældresagen, Dansk Handicapforbund og mange flere havde opstillet boder.
Et hold fra FOF sad flittigt og kniplede.

Stevns Friflyverforening

En af de nye foreninger er Stevns Friflyverforening, og her er der ikke tale om svævefly. Det drejer sig om store, flotte kakaduer og andre papegøjer.

– Vi træner fugle, som er født i fangenskab, fortæller initiativtageren Erik Sanggaard, som oplyser at foreningen startede i januar 2018, og at der allerede er 13 medlemmer.

Her mødes man, og har forskelligt “papegøjesnak” om foder, sygdomme og ikke mindst hvordan fuglene lærer at flyve.

– Det skal ske oppefra og ned, forklarer Erik Sanggaard, som er glad for kommunens hjælp til at finde indendørs haller, som f.eks. i Hellested om vinteren, hvor den nye klub mødes en gang om ugen.

Møder bryder ensomhed

Foreningernes Dag forløb planmæssigt med folkedans og opvisning fra Stevns Friluftsscene.

Foreningernes frivillige minglede rundt og udvekslede erfaringer, for selv om foreningsaktiviteter er båret af faglige interesser, så handler det også om socialt fællesskab.

– Ensomhed bekæmpes bedst og mest effektivt gennem mødet med andre mennesker, som May-Britt Diechmann sagde i sin velkomst. Og så meget bibliotekar er hun jo, at hun sluttede med denne opfordring:

– Jeg håber, at der vil blive mange “møder” i dag. Og for resten er den næstbedste mulighed for at bryde ensomhed at læse en god bog, så det er tilladt at låne bøger, nu I alligevel er her.

sky

Skriv en kommentar