(Last Updated On: 16. juli 2018)

Søværnet var til stede med redningshelikopter og redningsdykkere. (Modelfoto: Iris)

Strøby: Politiet modtog lørdag morgen den 14. juli kl. 9.04 en anmeldelse om en sunket 27 fods træsejlbåd ud for Kystvejen, hvorfra man kunne se bådens mast, som stak op af vandet.

Angiveligt var sejlbåden set på stedet kl. 19.00 fredag aften, hvor det lå noget længere ude end skibe normalt ligger, hvis de ligger for svaj, og vidner havde kl. 5.00 set skibet ligge for anker på positionen.

Søværnet sendte helikopter og skibe med dykkere til stedet, for at lede efter forulykkede på havet eller i båden.

Senere på dagen lykkedes det at få kontakt til skibets fører, en 32-årig mand fra Vedbæk, der forklarede, at han sammen med en kammerat var opankret på stedet og dernæst var kommet i land ved hjælp af en gummibåd.

De to kammerater var derefter taget tilbage til København.

Næste morgen var de igen i Strøby, hvor de så helikopter og dykkere på stedet. Fremfor at kontakte Søværnet og politiet, valgte de istedet at forlade stedet igen.

Sagen undersøges nu nærmere, og der skal foregå yderligere afhøringer. Det kan blive tale om et erstatningskrav over for ejeren af båden for assistance af Søværnet med videre.

Undersøgelserne på havet viser, at ingen skulle være faldet over bord eller være kommet til skade.

 

 

Skriv en kommentar