(Last Updated On: 6. december 2017)

Hans Grøn Sørensen er en aktiv borger i Strøby Egede. Formand for vandværket og formand for Strøby Egede Forsamlingshus og Selskabslokaler, og det er sidstnævnte, som kan fejre 75 år.
(Foto: Klaus Slavensky)

Det startede med en gammel lade i 1942, og er i dag et af Stevns største selskabslokaler

Strøby Egede: Formanden for Strøby Egede Forsamlingshus og Selskabslokaler viser stolt de ny renoverede toiletter frem. Strøby Egede Forsamlingshus holder 75 års jubilæumsfest, og det skal fremstå i al sin pomp og pragt.

Toiletter dengang og nu

Hans Grøn Sørensen har været med i bestyrelsen i mange år, men først fra 2017 som formand. Men han kan husets historie, idet han har de historiske protokoller:

– I 1942 diskuterede man om der skulle bygges almindelige lokummer eller nye med træk-og-slip. Det blev til lokummer, “hvis myndighederne tillader”, som der stod i bestyrelsesreferatet.

Nu 75 år senere, har bestyrelsen ikke sparet på de splitnye toiletterne, som godt 90 tilmeldte jubilæumsgæster kan benytte lørdag den 9. december.

Fra lade til selskabslokaler

Huset var under krigen dele af en lade, der i folkemunde blev kaldt “krostalden”, og som blev flyttet fra en grund over for Vallø Strand.

Dengang havde andelsforeningen al den jord, som i dag huser Rema 1000, lægehuset og de tilstødende grunde. Det har sikret en god økonomi, fortæller formanden, der kun er nummer ni i rækken af formænd siden starten. Den foregående formand, Ole Andersen, havde tørnen i 17 år.

Andelsforening fra 1942

Det er samtidig 25 årsdagen for den nuværende forpagter, Kenneth Larsen, der overtog værtsforpligtigelserne i 1992, efter Hans Jørgen Pedersen, der havde ”jobbet” fra 1964. Så der er tale om stabile køkkener. Forpagteren har også en lejlighed til rådighed i husets førstesal.
– Det er en andelsforening, der står bag, fortæller Hans Grøn Sørensen, og tilføjer, at det også kun er andelshavere, som er inviteret til jubilæumsfesten. Normalt afholdes julemiddag for andelshaverne, men i år er den erstattet af den store jubilæumsmenu.

Næste fest 80 års jubilæum

Forsamlingshusets selskabslokaler er blevet udbygget gennem årene, og de fire separate mødelokaler kan huse 250 spisende gæster.

Tidligere blev lokalerne også brugt til bl.a. dans og gymnastik, og i fortiden udspillede der sig “kampe” mellem forsamlingshusfolkene og idrætsfolkene om retten til husets jorde. Idrætsfolkene fortrak til plænerne ved Strøbyhallen, da Strøbyskolen blev bygget, og forsamlingshusfolkene blev, og derfor kan der fejres jubilæum i år, igen om fem år og 100 år i 2042.

sky

 

Skriv en kommentar