(Last Updated On: 9. november 2018)

Og en efterlysning på oldebarnet til kalkbruddets stifter

(Foto: Lene Skodborg)

Boesdal: Kalksten eller kridtsten er det materiale, der gennem århundreder har været særligt for den lokale byggeskik på Stevns og i Faxe. Kalken har dog en langt større udbredelse og anvendes som læsket kalk, som kalkmørtel, som jordbrugskalk og i produktionen af en lang række produkter i dag.

Boesdal Kalkbrud var aktivt mellem 1916 og 1978, og udviklede i den periode en industriel form for udvinding og forarbejdning af kalken. Sporene deraf ses i dag stadig tydeligt i klinten og ved stranden, men der er ikke meget tilbage af produktionsapparatet.

Østsjællands Museum undersøger nu Boesdal Kalkbrud som industriel produktion. Kom til foredrag og hør museumsinspektør Lene Skodborg fortælle om, hvordan museet bliver klogere på historien.

– Der er mange fortællinger, og meget der ikke er fortalt endnu. Derfor vil vi til foredraget gerne høre dine fortællinger om kalkbruddet. Fortællingerne vil fremover indgå i formidlingen af historien på stedet, hvor udvindingen af kalken er foregået, siger museuminspektøren.

HC Larsens oldebarn søges

Verdensarv Stevns har udsendt en efterlysning på HC Larsens oldebarn, Tom Larsen. (Foto: Verdensarv Stevns)

Bag arrangementet står Verdensarv Stevns, som ved Klintedagene – der blev afholdt i sommer i Boesdal – talte med oldebarnet af HC Larsen, der var stifter af Boesdal Kalkbrud.

– Han hedder Tom Larsen. Ham og hans kone havde nogle gamle familieportrætter med under armen, og kunne fortælle en masse om livet i Boesdal tidligere. Dem vil vi meget gerne invitere, men vi kan ikke finde ham, siger Naja Habermann fra Verdensarv Stevns.

Kan nogen hjælpe med kontaktinformationer eller andre oplysninger, hører hun meget gerne mere. Skriv til info@stevnsklint.org.

Foredraget og fortælleaftenen finder sted onsdag den 14. november kl. 17 i Vejebygningen ved Boesdal Kalkbrud på Boesdalvej 14.

Det er gratis at deltage, og der vil være kaffe og kage. Man kan tilmelde sig via dette link: Kortlink.dk/vmew. Sidste tilmeldingsfrist er 12. november.

Skriv en kommentar