(Last Updated On: 2. februar 2018)

Den fundne tand er 18 mm lang og har skarpe kanter ud mod spidsen. (Foto: Østsjællands Museum)

Mandehoved: Den lokale amatørgeolog Peter Bennicke fra Tommestrup har gjort endnu et fortidsfund langs klintekanten.

Denne gang er der tale om en 66 millioner år gammel sværdfisk Protosphyreana, der jagede i Kridttidens hav – som dækkede Danmark i slutningen af Kridttiden – og hvis fossil amatørgeologen nu har fundet i skrivekridtet ved Mandehoved på Stevns Klint.

Fundet er en tand og et skæl, der stammer fra en sværdfisk med det mundrette navn Protosphyreana – en sværdfisk, der kunne blive op til tre meter lang. Udover sværdet på næsen har den også en række lange skarpe tænder forrest i munden til at fange og fastholde sit bytte med. Fossiler af Protosphyreana er kendt fra Kridttiden i mange andre lande men er ikke før med sikkerhed blevet fundet i Danmark.

– Tænderne hos Protosphyreana er meget specielle, og derfor lette at genkende. De starter med at være næsten cirkulære i tværsnit i bunden og så bliver de gradvist fladere og mere knivlignende med skarpe skærekanter ud mod spidsen. Der er tidligere fundet enkelte skæl, der sikkert stammede fra en sådan fisk og muligvis også en del af en finne. Men med fundet af den nye tand kan vi nu med sikkerhed fastslå, at sværdfisken Protosphyreana også var en del af det fossile økosystem, vi ser i Stevns Klint”, udtaler museumsinspektør ved Østsjællands Museum, Jesper Milàn.
rmh

 

Skriv en kommentar