(Last Updated On: 28. december 2016)

På årets sidste kommunalbestyrelsesmøde fik fredningssagen endnu engang sindene i kog. Efter en TV-optræden på TV Øst stod borgmesteren atter for skud

Stevns Klint. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Stevns: TV Øst besøgte onsdag aften inden jul rådhuset i Store Heddinge. Her havde journalist fra TV Øst, Louise Hededam, sat borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) stævne til et direkte TV-indslag i programmet »Ugens Profil« kl. 19 med efterfølgende live-debat på Facebook om fredningen af Stevns Klint.

Borgmesterens optræden på TV blev ikke bifaldet af alle medlemmerne i kommunalbestyrelsen. Årets sidste kommunalbestyrelsesmøde, som blev afholdt den efterfølgende aften, torsdag den 22. december, fik derfor en lidt anderledes start end vanligt.

Mistillidsvotum
Første punkt var som altid godkendelse af dagsordenen, og i den forbindelse tog gruppeformand for Socialdemokraterne, Steen S. Hansen, ordet:

– Havde jeg kunnet nå det, så ville jeg have fremført et mistillidsvotum på dagsordenen. Men denne sag har udspillet sig så tæt op til mødet, at det ikke har kunne lade sig gøre. Det er principielt, det her. Det er ikke en aftale, der er brudt, det er en vedtagelse i kommunalbestyrelsen. Det er fundamentalt ret og rimeligt, at denne vedtagelse bliver overholdt af borgmesteren. Det er Bjarne Østergård Rasmussen, der er valgt som talsmand, ikke borgmesteren, sagde Steen S. Hansen.

Hertil svarede Mogens Haugaard Nielsen, at han var blevet kontaktet af en journalist fra TV Øst. Han havde overfor journalisten pointeret, at det ikke var ham men Bjarne Østergård Rasmussen, som var talsmand i sagen.

– Men hun forklarede, at hun specifikt ønskede et interview med borgmesteren, hvilket jeg herefter accepterede. Hvad ville du have mig til at gøre? Skulle jeg slet ikke have stillet op?, spurgte borgmesteren Steen S. Hansen.

– Det drejer sig ikke om, hvad TV2 vil have, men om hvad vi har aftalt i kommunalbestyrelsen, svarede Steen S. Hansen, der desuden fremhævede, at det ikke stod klart for seerne, om borgmesteren gav udtryk for sin egen personlige eller kommunens holdning.

Kommunalbestyrelsen har ved en flertalsbeslutning tidligere udpeget Bjarne Østergård Rasmussen (løsgænger), som er formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget, som talsperson på kommunens vegne i spørgsmål, der handler om fredningen.

Orientering fra borgmesteren
Borgmester Mogens Haugaard Nielsen har efter mødets afslutning givet Stevnsbladet indblik i en orientering, som er fremsendt til medlemmerne i Kommunalbestyrelsen i en e-mail onsdag den 21. december klokken 17.38. Her skriver borgmesteren:

»TV Øst har fokus på fredningsprocessen i en udsendelse her ved 19-tiden Jeg har meddelt dem, at jeg ikke er talsmanden for fredningen, men at det er Bjarne Østergaard. De var kun interesserede i at tale med borgmesteren, og jeg forventer bare at skulle orientere om den videre proces efter Fredningsnævnet for Østsjællands anbefaling / beslutning. Vi er på rådhuset klokken 19, og der er vist noget med, at man kan stille spørgsmål via Facebook (har ikke forstand på det)«.

Angreb på min ytringsfrihed
Stevnsbladet har desuden modtaget denne skriftlige kommentar fra Mogens Haugaard Nielsen til hændelsen:

»Jeg må dybt beklage, at Steen S. Hansen, formand for Socialdemokraternes gruppe, endnu engang skaber en meget dårlig stemning i Kommunalbestyrelsen ved at angribe min ytringsfrihed og udtaleret som borgmester.

Dette angreb kom på baggrund af, at TV2 Øst havde henvendt sig til mig om en udtalelse i forbindelse med Fredningsnævnet for Østsjællands udmelding om fredningen af Stevns Klint.

Det er helt uhørt, at enkelt politikere forsøger at give andre politikere mundkurv på, og helt imod det at journalister jo skal kunne interviewe politikere, som de mener, der er relevante for forskellige verserende sager.

Det er uværdigt for vores kommune, at vi har disse ubehagelige personangreb i kommunalbestyrelsen. Jeg er sikker på, at borgerne i Stevns kommune tager afstand fra dette og har en forventning om at kommunalbestyrelsen arbejder sammen om at løse de forskellige opgaver, der skal tages alvorlige beslutninger om, for Stevns kommunes ve og vel.

Når en journalist beder mig om en udtalelse som borgmester for Stevns kommune. Så gør jeg naturligvis det, også fremadrettet.«
rmh

 

Skriv en kommentar