(Last Updated On: 26. februar 2018)

Børsen gav i 2017 gartner Bruno Grooss pris som en af de hurtigst voksende danske virksomheder

Her dyrkes både blomster og familiesammenhold. Fra venstre Jens, Bruno og Frank. Alle Grooss. (Foto: Klaus Slavensky)

Fra to værelser til 10.000 m2

Børsens Gazelle-diplom hænger i frokoststuen i Vallø-virksomheden Bruno Grooss, der har 12 faste ansatte og dobbelt op i højsæsonen.

Sådan har det ikke altid været, for i 1920’erne boede salig Hugo Grooss på Nørrebro i København, hvor han ernærede sig ved krybskytteri, og med at drive birkeris frem i en lille toværelses. Det blev siden til gartneri i Søborg og i Hvidovre, før den ældste søn, Bruno, i 1972 flyttede til Vallø og startede med et enkelt glasdrivhus og 500 kvadratmeter, og har i dag et topmoderne gartneri, tæt på de 10.000 kvadratmeter land.

Prins Henriks bisættelse

I flere år har brødrene Bruno og Frank Grooss opbygget en solid virksomhed med produkter, som primært er hentet i den danske natur, og som produceres i takt med årets gang.

– Fra januar måned er det tulipaner og løgvækster, og når foråret sætter ind, så står den på sommerblomster til udplantning, fortæller storebror Bruno på 78 år.

Det er lillebror Frank på 59 år, som har ansvaret for løgplanterne, og han jonglerer med store tal.

– Vi dyrker omkring én million tulipaner om året, siger Frank, der uden pral fortæller, at de lige har leveret 1.000 af denne smukke liljeplante til Prins Henriks bisættelse.

Millioner af blomster

Der sidder to generationer ved kantinebordet, de to brødre og Brunos søn Jens, på 50 år, og så går et af fire børnebørn til hånde i vinterferien.

– Jeg håber, at vi kan blive ved med at være et familieforetagende, kommer det fra Bruno, og noget tyder på, at hans håb er ligeså lysegrønt som den halve million stedmoderblomster, der pibler frem, og som skal nå planteskoler og blomsterhandlere i marts-april måned.

– Vi skal hele tiden være på stikkerne og planlægge efter vejret, indskyder sønnen Jens, der også kan fortælle, at de for nogle år siden gik fra olie til varmepumpe, som et af de første gartnerier i Danmark.

Miljøvenlig virksomhed

Ordet nævnes ikke, men der tænkes i bæredygtighed og gode råvarer. Spagnummen er fra Sverige og indeholder 30 pct. sand, der plantes primært i lerkrukker, og alle ideerne handler om at videreudvikle eksisterende produkter.

– Vi gider ikke abe efter andre, forklarer Bruno, der drilles for at have for mange nye forslag til produktionen. Men markedet rykker sig hele tiden, og under krisen blev der sparet på blomster i de danske hjem.

Derfor står der her og der også mere eksotiske planer som f.eks. oliventræer. Men et af virksomhedens hit er georginer, der vokser på 12 tønder land, og her bruges damp i stedet for sprøjtegifte.

Tænk globalt, dyrk lokalt

Omvisningen er ved at slutte, for Bruno skal til det nye grøntmarked i Tåstrup med tulipaner, som snart erstattes af små spæde chrysanthemum, der skal være klar til efteråret og til både Tivoli og Bakken.

Gartneriet har lidt guddommelighed over sig. Ikke kun når solen kommer og duftene dominerer, og gør familien Groos ekstra glade for deres arbejde, men også fordi de kan bruge temperaturen til at sætte væksten i stå.

– Så hvis det er for koldt til at plante i de private haver, kan vi styre hvor hurtigt blomsterne gror, fortæller Frank, der så snart tulipanerne er væk, skal til at rengøre flere haller med højspuling og gas, og gøre klar til sommerblomster.

Ved indgangen til pakkeriet står et par rammer med påskeliljer. Dem skal Bruno donere til den årlige vildtaften i Vallø Forsamlingshus.

For selv om Bruno Grooss ApS også importerer planter og afskårne blomster fra den store verden, er det på 46. år først og fremmest en lokal virksomhed.

sky

Gartneriet startede i denne lille idylliske gård. I baggrunden anes de mange bygninger, der vidner om virksomhedens fremdrift.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar