(Last Updated On: 12. oktober 2018)

Peer Nørgaard var med til at starte naturcentret for 25 år siden. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Mandehoved: Ved jubilæet fortalte den nu pensionerede naturvejleder, Peer Nørgaard, om naturcentrets tilblivelse og de første 17 år af stedets levetid, hvor han fungerede som naturvejleder i huset, der dengang var kommunalt ejet.

Det var et både informativt og underholdende indlæg fra den tidligere folkeskolelærer på Boestofteskolen og tidligere formand for bl.a. den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

Peer Nørgaard kunne bl.a. oplyse, at den bygning, som nu huser Stevns Naturcenter, oprindeligt var et grundtvigiansk soldaterhjem, tegnet af arkitekt Ørsted-Bagger og opført i årene 1975-76 – af frivillig lokal arbejdskraft og for lokalt indsamlede midler. Bygget i tilknytning til flyvekasernen på Mandehoved.

Arkitekthuset Ørsted-Bagger har for øvrigt også tegnet bygningen, der fra 1958 husede Stevns Museum i Højerup, og som i marts i år blev lukket og nu står og forfalder.

I fare for nedrivning

Placeringen af soldaterhjemmet skulle bl.a. tage højde for, at Flyvestation Sigerslevs radarer skulle have frit udsyn 360 grader rundt. Det var derfor nødvendigt med en dispensation fra Strandbeskyttelseslinjen, idet bygningen blev opført kun 75 meter fra klintekanten.
Dispensationen blev givet under forudsætning af, at stedet blev drevet som soldaterhjem. Da flyverkasernen lukkede, lukkede samtidig Vartovs soldaterhjem. Bygningen var derfor i stor fare for at blive revet ned og den omkringliggende jord tilbageført til landbrug.

Købt for 1 krone

Heldigvis blev det aldrig en realitet, bl.a. med en stor indsats fra Peer Nørregaard, som i et projektsamarbejde med Danmarks Naturfredningsforening undersøgte mulighederne for at indrette et formidlingscenter for Stevns Klint.

– Jeg udarbejdede projektforslaget derhjemme på min Commodore 64, og selv om jeg var både folkeskolelærer, lidt småskør og på kant med myndighederne, så fik jeg så meget opbakning, at der var drev i projektet, fortalte Peer Nørgaard.

Den oprindelige udbudspris fra den grundtvigianske soldaterhjems forening Vartov lød på 1,2 mio. kr. Stedet blev senere køb af Stevns Kommune for én krone.

Den 1. februar 1992 overtog kommunen soldaterhjemmet med det formål at drive naturcenter. Peer Nørgaard blev den 1. maj samme år ansat som leder og naturvejleder, i første omgang på deltid, senere i en fuldtidsstilling, og igennem 17 år formidlede han den lokale natur for børnehave- og skolebørn, lærere, statsgeologer, ministre mm.

»Den kridhvide kineser«

Apropos minister, så fik jubilæumsdeltagerne fornøjelsen af flere anekdoter fra Peer Nørgaards tid som naturvejleder, heriblandt om den kinesiske minister, der – efter at have læst om Stevns Naturcenter i et kinesisk skoleblad – ved et besøg i Danmark ønskede at besøge centret. Hvordan artiklen var havnet der, er en helt anden historie.

– Ministeriet kontaktede mig, og spurgte om den kinesiske minister kunne kom herud på besøg i et kvarters tid. Så måtte jeg fortælle dem, at det ikke var muligt. Enten skulle han være her i tre timer, ellers kunne han lige så godt blive væk, fortæller Peer Nørgaard.

Og ministeren kom på besøg, i tre timer. Han var iført et mørkeblåt jakkesæt. Det havde regnet. Peer tog ministeren en tur ned på stranden. Ministeren var meget optaget af at gå på opdagelse i klintelagene og størstedelen af besøget foregik på stranden.

Det var derfor en meget hvid minister, der efter tre timer satte sig ind på det læderbetrukne bagsæde i den skinnende ministerbil. Men han havde haft nogle rigtig gode og interessante timer ved Stevns Klint.

Og de 70 cognacglas

Der var også gode historier om bestyrerparret Elly og Finn, der efter soldaterhjemmets lukning fortsat boede i en del af bygningen, og i det hele taget følte sig ret godt hjemme. Men efter en weekend under fælles tag med én af Peer Nørgaards 7. klasser – som havde fået til opgave at være oppe længst muligt og lave mest muligt larm, hvilket de ifølge Peer klarede til ug – valgte parret at flytte.

Om hvordan der blev handlet en stor mængde møbler for kun 700 kroner, som kom fra Tuborgs kantine og skulle hentes i Tuborg Havn – i ét læs med god og billig hjælp fra en lokal fragtmand, idet folkevognsrugbrødet, som Peer havde lånt af Brugsen i Lyderslev ikke var stor nok.

Og om al den billige service, der blev købt på kræmmermarkeder. Stevns Naturcenter er formentlig det eneste naturcenter, der har 70 cognacglas. Ikke fordi, der specifik er indkøbt glas til cognac, men fordi glassene fulgte med i en ’alt eller intet-handel’ på et loppemarked.

Smuk udsigt, slidt interiør

Bygningen ligger der stadig, i natursmukke omgivelser og med en fantastisk udsigt ned mod klinten gennem de store vinduer i fællesrummet. Men det er en gammel bygning, som er svær at opvarme i de kolde måneder. Rummene er slidte, og stedet kræver både knofedt og renovering.

I alt 5-6.000 mennesker har årligt været igennem naturcentret i de 17 år, Peer Nørgaard var ansat. Inden da har årene som soldaterhjem også slidt på huset.

Det er den nyligt ansatte naturvejleder, Rasmus Elvekjær, meget bevidst. Selvom hans førsteprioritet er formidling af naturhistorie og oplevelser, står renoveringsarbejdet også højt på listen af arbejdsopgaver for at sikre naturcentret i fremtiden.
rmh

Skriv en kommentar