(Last Updated On: 17. december 2018)

Trods voldsomme smerter har Frederik bevaret sit gode humør gennem hele sit kræftsygdomsforløb. Nu har han fået et stort ønske opfyldt af Ønskefonden, som har givet ham en Leica kikkert

Ingeborg Rudolf og Frederik. På hans t-shirt står der ’I rang the gong’. Sådan én får alle kræftpatienter på hospitalet i Houston. På hospitalet hænger en stor gong-gong, som patienten slår på, når den sidste strålebehandling er overstået. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Højerup: Tirsdag i sidste uge fik 15-årige Frederik Rejsby Johansen sig noget af en overraskelse, da Ønskefonden bankede på døren hjemme på Hærvejen, hvor Frederik bor sammen med sin lillebror Tobias, sin mor og sin far – Anita Pedersen og Thomas Rejsby Johansen.

To repræsentanter fra den danske afdeling a Make-A-Wish, Ingeborg Rudolf og Pia Teglgaard, havde en særlig gave med til den fugleinteresserede Frederik, en Leica Noctivid kikkert.

Sjælden kræftsygdom

I februar i år fik Frederik uden varsel voldsomme smerter i højre hofte. Lægernes første vurdering var, at der var tale om en betændelsestilstand, og Frederik fik ordineret stærk penicillinkur. Kuren slog smerterne ned, men de vendte tilbage, og efter endnu en penicillinbehandling med samme resultat, fandt lægerne frem til, at Frederik havde knoglekræft i hoftebenet.

Den sjældne kræftsygdom hedder Ewings Sarkom og rammer hyppigst personer under 30 år, og oftere drenge end piger. Der ses under ti tilfælde om året i Danmark.

Siden har Frederik modtaget behandling på Rigshospitalet, og i september rejste hele familien til Houston i USA, hvor Frederik igennem ti uger skulle have 30 strålebehandlinger fra en særlig protonstrålekanon, som kun findes få steder i verden. Den kan med få millimeters præcision ramme kræftcellen uden at gøre skade på de omkringliggende organer.

Ros til kommunen

– Det er fantastisk at bo i et land som Danmark, der vælger at sende hele familien til USA, siger Anita Pedersen.

Både hun og Thomas Rejsby Johansen har i lange perioder af sygdomsforløbet fået plejeorlov fra deres respektive jobs. Thomas er lige vendt tilbage til sit arbejde, mens Anita fortsat har orlov.

De er også meget taknemmelige for den gode behandling, familien har fået i Stevns Kommune:

– Stevns Kommune har både været hurtige, gode, hjælpsomme og rådgivende. Og så har de gjort det muligt for hele familien at rejse sammen afsted til USA, fortæller Thomas.

Sundhedsstyrelsen og Region Sjælland dækker omkostningen for det sygdomsramte barn samt én forælder, og Stevns Kommune har dækket omkostningen for familiens to øvrige medlemmer, så de alle kunne være samlet, mens Frederik fik behandlinger i Houston. Det er ikke alle kommuner, som gør det.

Slangeørn og 326 andre fugle

Det har været et hårdt og meget smertefuldt sygdomsforløb for Frederik, og til tider har det været svært at smertelindre ham. Derfor har børnekræftafdelingen på Rigshospitalet indstillet ham til Ønskefonden.

Og Frederik, der er en entusiastisk fuglekigger, glæder sig til at tage kikkerten i brug. Siden 2015 har han været ivrig fugle- og sommerfuglekigger, han er medlem af Dansk Ornitologisk Forening, og trods sin unge alder har han allerede 327 forskellige arter på listen over de fugle, han har set i Danmark.

Én af de mere sjældne, som Frederik har spottet, er en slangeørn.

– Jeg havde fået tip om, at der var en slangeørn på vej ind over sundet fra Falsterbo. Og så fik jeg øje på den, da den kom flyvende ind over lunden (Højeruplund, red.), fortæller Frederik.

Han stod hjemme i haven med både kikkert og kamera. Han tog et billede af den sjældne rovfugl, og billedet sendte han til Sjældenhedsudvalget i Dansk Ornitologisk Forening, så de kunne verificere fuglen.

Frederik, der går i 9. klasse på Stevns Friskole, modtager fortsat kemobehandlinger på Rigshospitalet. Han har fire ud af 14 kemobehandlinger tilbage. Den sidste er i marts til næste år.

– Og så skal vi holde en fed fest. Det har været rædselsfuldt. Ind i mellem har Frederik haft så voldsomme smerter, at han ikke kunne blive smertedækket. Men hele vejen igennem har Frederik bevaret sit gode humør. På et tidspunkt sagde han til mig: Herregud mor, det er jo bare ét år af mit liv, fortæller Anita.

Opfylder ønsker

Det var Ingeborg Rudolf, som overrakte den flotte gave til Frederik, og det havde hun set frem til:

– Jeg har glædet mig til at give dig denne gave, som jeg ved, at du har ønsket dig. Midt i alt det sure med din sygdom, har du nu lidt at glæde dig over, sagde hun til Frederik.

Make-A-Wish Danmark er en del af den internationale organisation Make-A-Wish Foundation International, som blev etableret for over 35 år siden i USA.
Foreningens formål er at opfylde ønsker for børn mellem 3 og 18 år med en livstruende sygdom.

I Danmark er omkring 125 frivillige. Foreningens økonomi er 100 procent finansieret af medlemskontingenter, donationer, bidrag og sponsorater.
rmh

Skriv en kommentar