(Last Updated On: 1. november 2017)

Udsnit af plakaten.

Rødvig: Stevns Friluftsscene holder ikke fri selvom barometeret peger på vintervejr i december, hvor der er juleforestilling på plakaten.

Kulde, mord og humor

Fredag den 8. december kl. 19:30 har Stevns Friluftsscene premiere på årets juleforestilling “Mord på Nordpolsekspressen”.

Forestillingen er en helt ny (jule)musical, skrevet af lokale aktører.

Den skulle være fuld af sjov, humor, kærlighed, (u)hygge, gys, vidunderlige karakterer og kendte melodier og sange, som lige har fået et twist eller to.

Vær med i opklaringen

Det er 2. søndag i advent, og vi befinder os på Nordpolsekspressen med direkte kurs mod Nordpolen, hvor Julemanden har inviteret til julebal.

Dette julebal holdes kun hvert 100. år, og kun for særligt udvalgte gæster udpeget af Julemanden selv. Gæsterne, der blandt andre tæller Kaptajn Haddock, Robin Hood og Tornerose, er i feststemning. Men stemningen ødelægges brat og brutalt, da en person findes myrdet ombord på toget.

Tilskuerne kan være med til at fange morderen i selskab med Stevns Friluftsscene.

Billetter med mad

Forestillingen spiller i Kulturhuset Harmonien i Rødvig Hovedgade 2 følgende to dage: Fredag den 8. december kl. 19:30 og lørdag den 9. december kl. 19:30.

Man skal jo have lidt mad og drikke på en så lang togtur, så derfor koster billetterne 250 kr. for voksne og inkluderer fredag den 8.12 højrebsbuffet fra Harmonien, mens billetter lørdag den 9.12 inkluderer flæskestegsbuffet og ris a la mande. Børnebilletter (børn op til 14 år) koster 135 kr. inkl. buffet.

Billetter kan bestilles på www.stevnsfriluftsscene.dk, på mail: billetter@stevnsfriluftsscene.dk og på tlf. 26 19 99 57.
sky

 

Skriv en kommentar