(Last Updated On: 25. maj 2018)

Sidste års gæster nummer 1.500, som fik en flaske vin. Det var knap en måned efter, at turistinformationen var åbnet ved Flintovnen på Christiansø. (Privatfoto)

Rødvig: Igen i år åbner den frivillige turistinformation i Rødvig, som sidste år fik besøg af et stort antal turister.

– Næsten 3700 turister fik rådgivning og fra alle sider mødte vi en stor opbakning. Vi påviste et behov for information om, hvordan man kan finde de mange gode oplevelser på Stevns, siger kontaktperson Peer Nørgaard.

De frivillige havde håbet, at enten Stevns kommune eller Stevns Turistforening i år ville have påtaget sig opgaven med at åbne en turistinformation på havnen i Rødvig. Da det ikke er tilfældet, har de besluttet at tage opgaven på sig igen i år.

Stevns Brandkasse samt en sponsor, som ønsker at være anonym, har givet de frivillige penge til at sætte et helt nyt hus op til formålet. Nu skal huset bygges og vil i år blive placeret på selve lysbådehavnen overfor det gamle turistkontor.

– Rødvig Turist Information modtager ikke offentlig støtte og drives alene af ulønnede frivillige. Sidste år oplevede vi, at den fælles opgave var med til at opbygge et godt fællesskab, hvorfor mange af de frivillige fra sidste år tager en tørn til. Vi vil alligevel gerne være flere lokale frivillige, så hvis du er interesseret i af være med til at give turister en god oplevelse på Stevns, er der også plads til dig, siger Peer Nørgaard.

Det er desuden muligt at støtte arbejdet ved at blive medlem af Rødvig Lokal Information, som er den forening, der står bag turistinformationen. På opslagstavlen i Dagli’Brugsen kan man finde flere oplysninger.

– I år har vi også påtaget os at sætte en opslagstavle op, hvor alle kan se, hvad der foregår i Rødvig og omegn. Det forudsætter dog, at vi får et opslag, vi kan sætte op. Der er begrænset plads, så vi forbeholder os ret til at vurdere, om det er af almen interesse. Opslaget må højst være i A4, helst mindre, slutter Peer Nørgaard.

Turistinformationen vil åbne, lige så snart hytten er blevet bygget og leveret på lystbådehavnen. Forhåbentlig vil det ske inden for de næste uger, hvor feriesæsonen for alvor går i gang.
rmh

 

Skriv en kommentar