(Last Updated On: 1. marts 2019)

Generalforsamling i Hellested Forsamlingshus.

Hellested Forsamlingshus klædt på til fest. (Foto: Klaus Slavensky)

Hellested: Forsamlingshuset i Hellested er så kendt for sine kulinariske høstfester, at Hjerteforeningens kurser “Børnebørnenes Madværksted”, blev henlagt til det innovative medborgerhus’ køkkenfaciliteter.

Ny professionel ovn

Derfor tog formand og medlemmer det med stoisk ro, at 2018-resultatet blev et underskud på 27.000 kroner.

Det fremgik af beretningen ved generalforsamlingen den 26. februar, hvor årsagen til underskuddet blev afsløret: en flot ny og professionel ovn, som højner kvaliteten når køkken og forsamlingshus udlejes til festlige formål.

Mange aktiviteter på vej

Formanden, Karen Secher Jensen, takkede de mange frivillige, og Fie Mathiesen i særdeleshed, for at holde liv i traditionsrige aktiviteter som bl.a. Morten Aften og loppemarked, der gav 30.000 kr. i overskud, ligesom der allerede nu er 25 udlejninger på Hellested-borgernes kalender, der f.eks. har en høstfest at glæde sig til.

Når udlejningen nævnes, så fremhævede formanden også de navnkundige Onsdagscaféer.

– Forsamlingshuset føler jo et “vi” med cafeen, selvom det er Borgerforeningen, der står for den, sagde Karen Secher.

– Vi arbejder jo sammen, fylder huset hver uge, hvor mellem 30 og 50 mennesker mødes og hvor så mange frivillige svinger gryder og pander. Det er der ikke mange landsbyer, der kan gøre os efter, lød det.

Meningsfyldt fællesskab

Ønskerne for det indeværende år er bl.a. et handicaptoilet og renovering af salen, som har et akustikproblem, blev også nævnt i beretningen, hvorfor der igen skal gang i fondsansøgninger. Måske kunne tidligere støttearrangementer som ’dørfest’ og ’komfurfest’ gentages, for som formanden konkluderede:

– Vi skal medvirke til at Hellested er et meningsfyldt sted at bo, vi skal være med til at skabe fællesskab. Det er trods alt vigtigere end nyt service og pudsede vinduer, sagde Karen Secher.

Genvalgt bestyrelse

Så god stemning, ingen mislyde, og der blev lovet overskud til næste år, hvorfor både formand og bestyrelsen blev genvalgt med applaus.

Med Corrina Larsen som næstformand, Karin Hansen på kassererposten, Kalle Mathiesen som sekretær, og Tom Larsen, Bjarne Christensen og Allan Pedersen til at løfte det frivillige arbejde.

sky

 

Skriv en kommentar