(Last Updated On: 9. november 2018)

Formanden for Stevns-afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, Michael Løvendal Kruse (th), åbnede arrangementet på Stolpegaard ved i sin tale at understrege, hvor vigtig biodiversitet er for klodens og klimaets tilstand. Arrangementet sluttede af med, at næstformanden for Praktisk Økologi, Søren Vissing (tv), overrakte Stevns en stafet, som skal bidrage til arbejdet med at gøre de stevnske haver vildere og giftfrie. (Foto: Nicolinelund)

Strøby Egede: Der var grønt besøg i Strøby Egede sidste søndag, hvor Nicolinelund – sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi – tog imod omkring 75 interesserede stevnsboer til en formiddag i den giftfri haves tegn.

Oplægsholderne gav tips til plantning, etablering af insekthoteller, regnormstricks, råd om dybdevanding, samt ikke mindst råd om, hvor vigtigt det er, at der er variation i sammensætningen af planter, træer og afgrøder i vores haver. Jo mere variation, jo flere insekter og fugle, og jo mere biodiversitet. Særligt store gamle træer, vandhuller og fugtige områder har meget stor betydning.

Gitte Holmstrup, en af oplægsholderne, fra det landsdækkende ’Giftfri Have’-projekt kunne fortælle, at danskerne hvert år bruger omkring 20 tons gift i de danske haver. Kampen mod giften har stået på i fire år, og det er indtil videre lykkes ’Giftfri Have’ at få tilmeldt 38 mio. giftfri kvadratmeter dansk have.

Alle kan tilmelde deres egen have på projektets hjemmeside, Giftfri-have.dk.

– Vi vil jo alle sammen gerne bidrage til den grønne dagsorden, men det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor vi skal begynde. Derfor arbejder vi med formelle grønne rammer for haver og fællesarealer, derfor inddrager vi omkring 30 byggegrunde til en stor nord-sydgående naturkorridor med eng, søer og vådområder midt i kvarteret, og derfor inviterer vi til et åbent inspirationsarrangement som dette, siger Käte M. Gjørup fra Nicolinelund, hvor man har arbejdet med giftfrie områder i tre år, og hvor man har planer om snart at udvide med en ny etape med bæredygtige landsbyer.

Skriv en kommentar