Elbækengen er ejet af Danmarks Naturfond. Her er mange fine små blomster samt både fastboende og migrerende fugle i massevis. (Foto: Michael Løvendal Kruse)

Valløby: Elbækengen ved Tryggevælde Å står hvert forår med tusindvis af blomstrende orkidéer, Eng-troldurt, den kødædende vibefedt, små fine hør og hjertegræs med mange andre.

Men det gør den kun, så længe den bliver afgræsset, og opvæksten af Elletræer bliver holdt nede.

Derfor afholder Danmarks Naturfredningsforening Stevns (DN Stevns) i samarbejde med foreningen Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse naturplejedag på engen.

– Gunner og Merete Nielsens køer græsser hver sommer engen, så de holder alle de større urter nede, men elletræerne bryder de sig absolut ikke om. Derfor skyder de lystigt op og skygger alle de fine blomster væk. Men nu er køerne kommet op på den tilstødende græsmark, så det er tid at få bugt med elleopvæksten, siger formand for DN Stevns, Michael Løvendal Kruse.

Tag gerne rosensaksen med

Første plejedag var den 23. september, hvor mere end halvdelen af opvæksten blev fjernet, men for at komme i mål med resten, er der brug for en dag mere. Derfor afholdes endnu en naturplejedag nu på søndag den 14. oktober, og alle er velkomne.

– Vi er på engen fra kl. 11 om formiddagen og frem til kl. 16. Vi medtager ekstra ørnenæb og en kratrydder. Men har du en rosensaks, så er den også fin at tage med, oplyser lokalformanden og fortsætter.

– Sidste år var så vådt, at vi ikke kunne komme derned, så der er masser at tage fat på. Så har du mod på at være med en time eller to, er du meget velkommen. Jo flere jo bedre, for det rykker.

Mødested er ved skiltet om Elbækengen oppe ved Køgevej 72 kl. 11. Ved senere ankomst skal man bare følge stien langs hegnet ned til engen.

Arrangørerne sørger for øl og vand til frokosten.
rmh

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.