(Last Updated On: 3. november 2017)

Af: Thor Grønbæk, kandidat for Borgerlisten Stevns

Apple, Google og Facebook lægger sine datacentre i Danmark, men ingen har givetvis tænkt på Stevns i den forbindelse.

Til trods for, at der lige er lagt et direkte kabel ud til den nye havvindmøllepark på Kriegers Flak, der er tog til døren i både Store Heddinge og Hårlev, og der er rigelig plads til ny industri og erhverv, er det gået forbi os.

Hvis vi i den kommende kommunale forsamling blev enige om en ambitiøs og målrettet indsats, kunne det næste datacenter måske havne på Stevns, så vi fik skabt en del arbejdspladser, udnyttet vores erhvervsjord og skabt beskæftigelse for vores lokale håndværkere og entreprenører.

I stedet for at brokke os over den manglende omfartsvej, kunne vi selv sætte Stevns på landkortet, og mon ikke man på Christiansborg er mere lydhør for en vej til Stevns, hvis der pludselig er udsigt til nye arbejdspladser og en positiv erhvervsudvikling?

På stort set alle partiers programmer er løfter om flere arbejdspladser, men når det skal udmøntes i den virkelige verden, kniber det med de reelle ideer og visioner.

Vi vil gerne sætte ord på ideerne og være med til at samle en kommunalbestyrelse om det, der kan lade sig gøre, herunder en plan for flere arbejdspladser, der ikke bygger på luftkasteller men handling.

Som kommune i periferien af Storkøbenhavn er vi måske udfordret på infrastrukturen, men vi har trods alt både tog og veje til døren. Lad os fokusere på det vi kan, spørge virksomhederne, hvad de ønsker og tilrette lokalplaner og lokalpolitik efter det, i stedet for at tale om alt det vi ikke kan.

Havde Graham Bell lyttet til alle nej-sigerne, havde vi ikke haft telefonen i dag.

Skriv en kommentar