(Last Updated On: 18. december 2017)

Har du type 2-diabetes, og vil du gerne motiveres – og motivere andre – til at leve et godt liv med diabetes? Så er Diabetesforeningens Motivationsgruppe på Stevns måske noget for dig

Hårlev: Der er motion, madlavning, og erfaringsudveksling på programmet på Mødestedet i Hårlev, når Diabetesforeningens Motivationsgruppe mødes tirsdage fra kl. 17 til 20, med start den 9. januar 2018.

Meningen er, at deltagerne i Motivationsgruppen skal inspirere hinanden til at kunne leve et godt liv med diabetes.

Allan Schmøde er instruktør i Motivationsgruppen på Stevns og deltaget i Diabetesforeningens instruktørkursus om fysisk aktivitet, sund mad mv. Allan har haft type 2-diabetes i 19 år og har derfor erfaring med at tage hånd om sygdommen.

– Vi skal i min gruppe sammen finde en måde, hvor vi kan få motion til at blive en naturlig del af hverdagen – på en sjov måde – så alle kan være med. Vi skal bygge et socialt sammenhold op, dele hverdagstips og opskrifter. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har også brug for det. Jeg kæmper ikke for deltagerne i Motivationsgruppen, men med dem. Vi har sammen en kamp at vinde, siger instruktøren Allan Schmøde.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en Motivationsgruppe – eller hvis du vil høre mere om konceptet – så kontakt Allan Schmøde på telefon 25145903 eller e-mail:

a.schmode@gmail.com

 

Skriv en kommentar