(Last Updated On: 6. juni 2019)

Store Heddinge: De store, gamle træer i Munkegårdsparken sørgede for behagelige pletter med skygge, da Grundlovsdagen onsdag blev fejret i Munkegårdsparken på årets hidtil varmeste sommerdag.

Det var også valgdag, og mange kiggede forbi og deltog i festlighederne, efter at have sat deres kryds i Stevnshallen.

– Munkegårdsparken var den perfekte ramme, og folk kom i en lind strøm. Nogle blev hele dagen og andre kiggede indenfor, og det blev lige som jeg ønskede mig: et folkemøde på tværs af generationer og fra forskellige samfundslag, siger den glade arrangør, Charlotte Kristine Andersen, dagen derpå.

Stemningen var hele dagen igennem god, og folk fik slappet af, talt med nye mennesker, grinet sammen, hørt musik og hygget sig. Der var også grundlovstaler, boder med foreningsliv, andre boder med lokale føde- og drikkevarer og en scene hvorfra der blev spillet god musik.

Charlotte Kristine Andersen er meget taknemmelig for al den støtte, hun har oplevet hele vejen igennem, både støttekronerne, sponsoraterne og de frivilliges hjælp.

Og hun håber meget, at der kommer en Grundslovsfest igen til næste år. Om det bliver hende selv, tør hun dog ikke at love:

– Måske bliver det med en anden tovholder en mig, men jeg har en drejebog, som jeg meget gerne giver videre, siger arrangøren, som glæder sig over, at hendes succeskriterium: at hygge sig, til fulde blev indfriet i Munkegårdsparken sidste onsdag.
rmh

(Fotos: Mikkel Hoffmann-Rasmussen)

Skriv en kommentar