(Last Updated On: 30. november 2018)

Børnehjemsbørn får minimale julegaver

Tv-værten Hr. Skæg er ambassadør for indsamlingen til udsatte børn.

Hårlev: Det siges, at julen er børnenes fest, og det kan ses i danskernes julegavebudget.

Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Operation Julegaveregn, kan det gennemsnitlige danske barn se frem til gaver for ca. 1.100 kroner fra far og mor. Helt anderledes ser det ud for anbragte børn.

Bidrag til Magnoliegården

På Magnoliegården i Stevns Kommune håber man, at Operation Julegaveregn igen i år finder penge til børnene.

Sidste år modtog Magnoliegårdens børn en donation fra Operation Julegaveregn. Forstander Birger Bugtrup er ikke i tvivl om, at initiativet og den ekstra opmærksomhed har stor betydning for børnene og håber på, at succesen gentager sig i år.

– Mange af vores børn bliver utroligt glade for, at andre tænker på dem til jul. Det giver grobund for gode snakke om, at man godt kan få og give gaver uden at være i familie eller tætte venner, og sågar uden altid at skulle give noget igen, fortæller Birger Bugtrup.

Udsatte børn

Magnoliegården er en døgnbehandlingsinstitution, og børn der indskrives på Magnoliegården, har ofte svære psykosociale problemer, og som følge heraf vanskeligt ved at indgå i givende relationer til andre mennesker.

Det er børn, som kan have været udsat for omsorgssvigt og understimulering, have tilknytningsforstyrrelser og / eller neuropsykiatriske problemstillinger.

Hr. Skæg står i spidsen

Fredag den 30. november blev årets indsamling sat i gang på Amagertorv foran Illums Bolighus sammen med Julemanden og tv-værten Hr. Skæg, der delte nissehuer og julestemning ud til alle, der kom forbi.

Sidste år blev der indsamlet 800.000 kroner, og alle kan bidrage til indsamlingen.

Vær med til at give

Operation Julegaveregn er godkendt af indsamlingsnævnet. Alle arbejder frivilligt og hovedsponsoren, GaveFabrikken, afholder samtlige administrative udgifter således, at alle indsamlede midler går ubeskåret til de ca. 1.500 børn anbragt på danske børnehjem og døgninstitutioner.

Indsamlingen løber frem til den 22. december.

Se mere på: www.julegaveregn.dk eller www.facebook.com/julegaveregn

sky

 

Skriv en kommentar