(Last Updated On: 6. oktober 2019)

Spraymaling, smadrede ruder af plexiglas og skrald spredt ud på jorden. (Fotos: Christian Loving)

Magleby: Mellem søndag middag og tirsdag aften i sidste uge har vandaler været forbi ’lossen’, som den nyligt anlagte Mountainbike-bane på Skovmarksvej 9 kaldes.

Med sølvgrå farve er der sprayet forskellige tegn og ord såsom ’død’ og ’skrid’, og på et bord er skrevet ’det er mit’. Ruder af plexiglas er blevet smadret, og en plasticpose med skrald er blevet tømt ud på jorden.

Stevns MTB, der fik banen indviet i april i år, har ingen anelse om, hvem der står bag:

– I den tid vi har kørt på banen herude, er vi kun blevet mødt med positive bemærkninger om, at det er dejligt, at vi er her, fortæller Christian Loving, der er kasserer i klubben.

Han har endnu ikke meldt hændelsen til politiet og håber at ballademagerne vælger at give sig til kende, så det kan klares uden politiets indblanding.

Christian Loving kan desuden oplyse, at området i meget nær fremtid vil blive videoovervåget.

I sæsonen, som netop er afsluttet, mødes klubbens medlemmer tirsdag aften og kører på banen. Resten af tiden er andre meget velkomne til at bruge området.

– Vi vil selvfølgelig gerne lige vide det, men man må meget gerne bruge området, siger kassereren.

Stevns MTB har i dag 60 betalende medlemmer, og nye er altid velkomne.

Det koster 150 kroner om året for et medlemskab, og pengene går til vedligehold af sporet.

Sæsonen starter op igen til foråret, når der igen er lys nok til at køre på ’Lossen’ om aftenen.
rmh

Skriv en kommentar