(Last Updated On: 15. november 2017)

Helen og Henrik Sørensen glæder sig til juleaften. (Foto: Mogens Winther)

Strøby Egede: Ægteparret Helen og Henrik Sørensen kunne egentlig se frem til en juleaften i tosomhed på Skovvangsvej 64 i Strøby Egede, for børn og børnebørn skal i år fejre den traditionsrige aften hos svigerforældre.

Selvom det også kunne blive en rigtig hyggelig aften, har parret dog valgt at gøre noget helt andet.

– Vi vil gerne invitere 45 af vores medborgere til en hyggelig juleaften i år. Vi forestiller os, at dem, der kommer med, er ensomme og ingen familie har eller er enlige med børn – eller af andre årsager ikke har de store muligheder for at holde den hyggelige aften, vi alle glæder os til, ung som ældre, fortæller Helen Sørensen.

På arbejde juleaften

Julen er som bekendt traditionernes højtid, hvor de fleste familier samles og hygger sig. Men med en fortid i hjemmeplejen, hvor Helen har arbejdet i 26 år, er det ikke fremmed for ægteparret at fejre julen på en lidt anden vis, end de fleste familier gør.

– Hvert andet år var jeg på arbejde juleaften, og så tog min mand og vores børn til Christiania og hjalp med at servere julemad, forklarer Helen Sørensen.

– Vi har ofte talt om selv at arrangere en juleaften for ensomme, og da jeg ikke længere arbejder, har vi besluttet, at nu skulle det være, siger hun.

Julesul, -guf og -gaver

Ægteparret har lånt et stort lokale ved biblioteket i Strøby Egede, og alt, inklusive lidt gaver, er sponsoret, så det er helt gratis at deltage.

– Min hustru og jeg vil servere flæskesteg og alt, hvad der hører til der, samt risalamande og selvfølgelig mandelgaver. Senere på aften har vi kaffe og kringler. Vi vil pynte op, så der bliver en rigtig hyggelig julestemning med juletræ og glimmer, lover Henrik Sørensen.

Og hvem ved – måske kigger julemanden forbi, hvis der kommer børn?

Nye venskaber

Mødetidspunktet er fastsat til kl. 16, så alle kan få lejlighed til at hilse på hinanden, inden selskabet skal nyde det store festmåltid.

Udover den gode mad og julehyggen, håber parret også, at aftenen kan være medvirkende til at nye venskaber og relationer dannes.

Ring til Henrik på telefon 21207660 eller til Søs Helen på 31651660, hvis der er spørgsmål eller ved tilmelding. Tilmeldingsfristen er den 28. november.

– Det ville glæde min hustru og jeg at få en dejlig og hyggelig aften samme med jer, slutter Henrik Sørensen.
rmh

 

Skriv en kommentar