(Last Updated On: 9. juni 2016)

Temaet for årets Men’s Health Week i uge 24 er Mænds sundhed og fællesskaber

Mænds Mødesteder

Kom til sundhedsdag fra kl. 15 til kl. 19 med grillhygge, mandesnak og sundhedstjek. (Pressefoto)

STRØBY: Stevns Kommune er med, når Mænds Mødesteder Stevns på Blommevej i Strøby inviterer stevnske mænd til åbnet hus onsdag den 15. juni fra kl. 15-19.

– Vi vil selvfølgelig gerne være med til at ændre på den ulighed i sundhed der er mellem mænd og kvinder. Uligheden betyder, at mænd i Danmark lever 3-13 år kortere end kvinder og også er mere ramt af alvorlige sygdomme, siger Birgitte E. Schmidt, der er leder for kommunens sundhedsfremme og forebyggelse og fortsætter:

“Det skyldes bl.a. at mænd opdager sygdomme for sent. En måde at blive mere opmærksom på, hvordan man har det, er ved at være en del af et fællesskab. Mænds Mødesteder Stevns er sådan et fællesskab, hvor mændene kan finde på at puffe lidt til hinanden og sige – “Gå nu til lægen, vi gider ikke se dig hænge sådan” – hvis de opdager, at der er én der går og skranter, eller som ikke dukker op i huset på Blommevej som han plejer.”

Grill, serviceeftersyn og fly

“Kom og oplev vores fællesskab, se hvad vi laver – og hvad du selv kan lave, opfordrer Per Jensen formand for Mænds Mødesteder Stevns og tilføjer:

– I dagens anledning hygger vi os med grillmad, som vores madhold laver klar til kl. 17, og kommunen sponsorerer. Vi får besøg af nogle af kommunens sundhedskonsulenter og en fodterapeut, så hvis du har lyst, kan du få lavet et lille “serviceeftersyn” af kroppen. Der vil også være fremvisning og afprøvning af droner, samt modelflysimulator – så kan du selv prøve at flyve.”
cs

 

Skriv en kommentar