(Last Updated On: 10. maj 2017)

Strik og snak i Kirkeladen. (Privatfoto)

Strøby: Ved dåbshandlingen i kirken får barnet øst vand på sit hoved tre gange; i Faderens, i Sønnens og i Helligåndens navn. Herefter bruger præsten de fleste steder en papirserviet til at tørre med.

Men i flere sogne er servietten af papir afløst af et vedvarende minde: En håndstrikket dåbsklud strikket af frivillige. Også i Nordstevns Pastorat, hvor en flok strikkelystne mødes hver anden tirsdag aften mellem kl. 19.30 og 21.30 i Kirkeladen ved Strøby Kirke for at strikke dåbsklude til sognets børn. Og her er åbent for alle, der har lyst.

– Har du lyst til at strikke eller hækle, eller vil du gerne lære det, så duk bare op. Vi har kaffe og te på kanden og som regel også hjemmebagt kage, og så er her en god atmosfære og uformel snak over strikkepindene, fortæller Jane Nielsen, der er sognemedhjælper i Nordstevns Pastorat.

Garnet er gratis, og har man ikke mulighed for at strikke med tirsdag aften i Kirkeladen, er man velkommen til at få et nøgle garn med hjem og strikke af i stedet.

For yderligere informationer kan Jane kontakts på telefon 23430650.

Et dåbsminde

Udover farven på garnet – som altid er hvid – er der ikke regler for, hvordan dåbskluden skal se ud. Dog skal der være et kristent symbol på. Idéens ophavskvinde er sogne- og hospicepræst på Djursland, Ann Maj Loren. Hun har tegnet 12 forskellige mønstre med alt fra Luther-rosen til et kors, som man kan strikke efter. Man kan også lave sit eget mønster, for eksempel af en detalje fra sin sognekirke.

Og strikkeriet af dåbsklude har nu bredt sig til mere en 50 sogne, heriblandt altså Nordstevns Pastorat, hvor sognepræsten Janne og Tenna fra strikkeklubben i Strøby har taget initiativ til strikkeklubben.

Dåbskluden får den nydøbte med hjem som et særligt minde fra sin dåbsdag.
rmh

 

Skriv en kommentar