(Last Updated On: 12. januar 2018)

Der var deltagelse fra såvel hjemmeværnsfolk som gæster ved Hjemmeværnskompagni Stevns’ Nytårsparole. (Privatfoto)

Store Heddinge: Hjemmeværnskompagni Stevns afholdt lørdag den 6. januar den traditionsrige nytårsparole på Hjemmeværnsgården i Store Heddinge.

Med flaghejsning, morgenmad og taler. Blandt gæsterne var borgmester, Anette Mortensen, politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Jens Børsting samt kaptajn fra Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland, Michael Hansen.

7.669 aktivitetstimer

Kompagnichef kaptajn John V. Outzen gjorde status over året, der netop er gået. 2017 har på alle måder været et travlt år for Hjemmeværnskompagni Stevns, som har deltaget i mange forskelligartede aktiviteter. Der er brugt 7.669 timer fordelt på 280 aktiviteter, svarende til 112,78 time pr. aktiv medlem i kompagniet.

Kompagnichefen kunne oplyse, at de mange timer – udover små og større øvelser rundt omkring steder på Sjælland – også er blevet brugt på: Uddannelser, skydninger, støtte til beredskabet både i Jyllinge og i Køge, støtte til politiet og deltagelse i grænsebevogtningen.

– Alle opgaver er løst med fokus på, at vi udviser professionalisme og militær profil i såvel fremtoning, som i faglighed, sagde John V. Outzen.

Også 2018 bliver et travlt år

For indeværende år venter der mindst lige så mange opgaver.

Årets første feltøvelse bliver den 16. til 18. marts. Derefter kommer en distriktsskydning i Borris samt to feltøvelser i efteråret. I juni måned er kompagniet vært for et nordisk stævne med det Svenske Hjemmeværn.

Rekrutteringsofficer i Stevns kompagniet, oversergent Leo Olsen, orienterede om de mange informationsarrangementer, der havde været afholdt i 2017 – arrangementer, der havde givet en god tilgang af nye medlemmer til kompagniet.

Første arrangement i 2018 finder sted i forbindelse med Markedsdag i Stevnshallen den 21. januar.

Kompagnichefen afsluttede dagens arrangement med at overrække vandrepokalen »Årets Hjemmeværnskammerat« i 2017 til løjtnant Jan Hendriksen.
rmh

 

Skriv en kommentar