(Last Updated On: 16. oktober 2018)

Holtug: En 47-årig mand fra Rødvig blev mandag aften kl. 20.30 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende i en personbil på Holtug Strandvej.

Manden, der tidligere har fået frakendt sit kørekort, havde ikke generhvervet sig retten til at køre bil. Desuden fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Da en alkometertest indikerede, at blodprøven muligvis ville afsløre en alkoholværdi over 2,00 promille, valgte politiet at beslaglægge bilen.

– Ifølge færdselsloven kan politiet derfor beslaglægge et køretøj – også selv om det er første gang, at en fører bliver sigtet for spirituskørsel, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Når analyseresultatet fra blodprøven foreligger, kan den 47-årige forvente at blive indkaldt til et retsmøde, så sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen kan afgøres.

Skriv en kommentar