(Last Updated On: 10. august 2018)

Cykelløb Tour de Hårlev

Der kommer sikkert lige så mange til Hårlevs Høst- og kræmmemarked som sidste år. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Hårlev: Den hårlevske stationsby står lørdag den 18. august på den anden ende. Byen vil være fyldt af kræmmere og gode handler samt det traditionsrige cykelløb Tour de Hårlev.

Plads til flere boder

Det hele starter kl. 9 med morgenbord ved stationspladsen, hvor der vil være boder med alskens ting og sager.

– Der er plads til mange endnu, oplyser Johnny Andersen, som er formand for Hårlev Borger- & Erhvervsforening, som står bag arrangementet.

– Alle kan få plads til en bod på tre-gange-tre meter til blot 100 kr. Ikke kun de som vil sælge noget, men også foreninger, som vil vise flaget, lyder det fra formanden, som kan kontaktes på tlf. 22 59 31 64.

Alsidigt program

Byrådsmedlem Line Krogh Lay (R) »klipper snoren« kl. 9, og så er der et skiftende program med folkedans, hesteridning, vandstafet med Falck, Hitfingers med skøn popmusik, lotteri og et flot udbud af mundgodt.

Støtter børnecancerfond

Samme dag starter cykelløbet Tour de Hårlev kl. 10 ved Bygma på Industrivej 8.

Det traditionsrige løb har denne gang fire ruter inklusiv en familierute.

– I år støtter vi Team Rynkebys Børnecancerfond med 50 procent af startpengene, forklarer Johnny Andersen og tilføjer, at man kan tilmelde sig på dagen.

Prisen for at deltage er afhængig af hvilken rute man vælger, og varierer fra 35-100 kr.

– Det er lidt billigere hvis man forhåndstilmelder sig på www.hbe-haarlev.dk, siger Johnny Andersen, som lokker med fine præmier, og desuden er overbevist om at dagen bliver en fest for både børn og voksne.

sky

Hårlev byder igen i år på Tour de Hårlev. (Foto: Rikke Michael Hansen)

 

Skriv en kommentar