(Last Updated On: 25. juni 2019)

Med 10 nye botilbudspladser i Algade og i Østergade

Her et foto forud for åbningen af Horisontens butik i Østergade. Det var i juni 2018. Snart flytter ’BUTIKKEN’ over i Rengegade, mens der skal etableres café mm. i Østergade. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Efter sommerferien kan den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) Horisonten byde velkommen til 10 nye beboere.

– Horisonten er specialister i autisme og andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser samt lettere mental retardering, og de nye pladser henvender sig fortsat til unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre andre ungdomsuddannelser end STU, oplyser Paw Koch, der er forstander for Horisonten STU.

Han forklarer videre, at skolen udvider, fordi der er stor søgning og til tider venteliste på at blive optaget.

– Og fordi den nye størrelse er passende i forhold til at kunne tilbyde et bredt, fagligt velfunderet kvalitetstilbud med højt kvalificeret arbejdskraft, med mange faciliteter, lækre rammer og et stort udbud af linjefag, siger Paw Koch.

Nye lokationer

I dag er skolens botilbud at finde i den gamle stationsbygning og på Overdrevsvej, mens de nye pladser vil blive etableret andre steder i byen. Horisonten har dels lejet sig ind i lokalerne oven på den gamle Danske Bank i Algade, og desuden bliver der pladser i det lille hus i Østergade, hvor Horisontens ’BUTIKKEN’ ligger i dag.

– De nye pladser giver nye muligheder for udslusning i samfundet og nye muligheder for at være aktiv i Horisontens socialøkonomiske virksomheder på henholdsvis beskyttet beskæftigelse og som aktivitetstilbud. Endelig vil man kunne blive en del af pilotprojektet for Horisontens uddannelse til job: Linje H, forklarer forstanderen.

Han oplyser også, at der i dag er 18 beboere. Med de nye pladser bliver der således plads til 28 i botilbud hos Horisonten – og alle med opsyn fra personale fra kl. 8 til 24.

Alt i alt vil der med de nye pladser være op til 35 elever, og med beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet flere endnu.

Flytteplaner og ny café

Udvidelsen betyder, at ’BUTIKKEN’ fra det nye skoleår vil flytte til det gamle solcenter ved siden af Møntvaskeriet.

I det lille hus i Østergade vil der til gengæld blive arbejdet på at etablere catering og café under navnet ’Kokkeriet’.

Ud over Horisontens syv linjefag kan man derfor fremover uddanne sig, arbejde på og have aktiviteter i Snurretoppen med biografrengøring, i møntvaskeriet med rengøring, pedelarbejde, udsmykning og udstilling, i BUTIKKEN med fremstilling og salg af brugskunst samt keramikmalekurser og -events og endelig i Kokkeriet med socialøkonomisk café.
rmh

Skriv en kommentar