(Last Updated On: 15. august 2017)

Den 21. november er der kommunalvalg. Der skal vælges ny kommunalbestyrelse, som de næste fire år skal bestemme, hvad borgerne får for deres skattepenge.

Derfor har Stevnsbladet lavet en serie, hvor vi undersøger, hvad vi får for pengene, og hvor vi præsenterer en række af de medarbejdere, der servicerer borgerne på Stevns.

Kommunen er ikke kun et rådhus og en besked på e-boks. Den er et ansigt, en person, et menneske, som kan et fag, der gavner os.

I uge 33 besøgte vi Madservice.

Kommunen er også Anja

Hvis man googler mad, så får man over 756 millioner resultater. Hvis man søger på madservice popper der 85.900 resultater op og lidt mindre på madkultur. Og hvad kan man bruge sådanne uoverskuelige tal og informationer til? Ikke meget andet end at konstatere, at mad er en eksistentiel del af tilværelsen.

Der laves kilovis af mad

Men hvis man besøger Stevns Kommunes Madservice i Hårlev, kan man med garanti møde lederen Anne-Marie Thøgersen og hendes dedikerede medarbejdere.

En af dem er 33-årige Anja Christiansen, og hun er ligeledes en garant for både god madservice og madkultur og topkarakter i smileyer.

Det stevnske centralkøkken producerer dagligt cirka 350 daglige madportioner. Der leveres mad til godt 160 hjemmeboende pensionister, med levering to gange om ugen. Og så er der døgnforplejning til plejehjemmene i Hårlev, Strøby Egede, Klippinge, Rødvig og Store Heddinge. Desuden leveres der lidt mad til børneinstitutioner, de kommunale kantiner plus til rådhuset. Det kræver 40 køkkenmedarbejdere, der er fordelt ud over hele Stevns.

Fra storbyscafé til gryderne i Hårlev

Anja Christiansen har, sin unge alder til trods, 15 års erfaring på arbejdsmarkedet, og næsten alle år har stået i madens tegn.

– Jeg startede først som elev, siger Anja og smiler en tilføjelse: Her på stedet. Stedet er Madservice i Hotherhaven i Hårlev. Hun har taget sit blå plastikhårnet af og holder en kort pause for at fortælle om sit job som ernæringsassistent, en uddannelse hun afsluttede i 2006.

– I maj kunne jeg holde 10 års jubilæum, fortæller hun med oprigtig glæde, for hun trives rigtigt godt på arbejdspladsen i hjembyen Hårlev. Hun har skam prøvet lykken i storbyen København, hvor hun var med til at starte den ganske trendy Café Mandela ved Kødbyen. Men hun, hendes mand og deres to drenge vil hellere være Stevnsboere.

Denne sommer, i 2017, står hun for udbringning af mad. Pakker varmekasser, tilrettelægge turene og glæder sig til at hilse på borgerne på madruterne.

– Jeg kan så godt lide kontakten til borgerne, forklarer Anja.

– Du ved, “hvordan har du det i dag?”, “skal jeg stille mikroovnen for dig?”. Nogle skal have hjælp til at åbne syltetøjsglas Nogle har man det sjovt med. Udveksler sådan lidt ping-pong.

Tit kan man fornemme, at det kun er os, der kommer besøg.

Men besøgene er samtidig et slags opsyn. Anja har fundet nogle, der havde brug for hjælp.

– En gang fandt jeg én, som var faldet om. Så måtte jeg finde en vej ind i huset, stille maden og ringe 112. Det var hjerneblødning. Jeg handlede, som jeg skulle, vi har jo også fået førstehjælpskurser. Det var først bagefter, chokket kom, og så fik jeg krisehjælp fra kommunen.

At lave mad kræver mere end gode råvarer

Anja er også uddannet livredder. Hun har trænet børn i svømning i to-tre år. Ellers er det løb og fitness der fylder den sparsomme fritid ud, for Anja er med egne ord en arbejdsnarkoman.

Før i tiden gav hun en hånd med på Grillen i Rødvig, men hjælper nu med arrangementer på spisestedet Helt i Fisk i samme havneby. Og så fylder musikken en del, specielt dance-pop a’la Aqua.

Der kommer en lastbil fra Hørkram Foodservice, og Anja rører uroligt på sig. For selv om hun har vagt som “kørepige”, så er hun allround og altid parat til at træde ind, hvor der mangler et par ledige hænder. Hun har været med i alle processer. Kan sandsynligvis finde ovne, gryder og hulskeer i mørke. Hun mestrer både det varme og kolde køkken.

– Der er mange forskellige opgaver, siger Anja og oplyser, at nogle skal have laktosefrie produkter, andre er vegetarer, andre igen er allergiske over for bælgfrugter eller skaldyr. Hun giver sig ud i forklaringer om urinsyregigt og kostplaner. Jo, Anja og hendes kolleger kan andet end at røre i en gryde.

– Vi får også lokale råvarer, siger Anja. Kartofler, jordbær, frugt. Og vi laver selv alle desserter.

Køkkenet hjemme er mandens arbejdsplads. Der holder Anja fri. Og yndlingsretten er kartoffelmos.

Et hold af smagsdommere

En fast procedure er, at der er tre, som skal smage på maden, og dermed tage ansvar for den sidste tilsmagning før den serveres eller leveres.
Alle testportioner evalueres og fotograferes for at sikre, at retter og tilbehør passer sammen, når de serveres på plejecentrene. Skemaer registreres dagligt og der foretages løbende korrektioner.

Dagrationen er 65 kilo kød og 70 kilo kartofler, ikke mærkeligt at køkkenet åbner klokken seks.

Der gøres en del ud af at skabe en solidarisk arbejdsplads. Der er turnusordninger, så alle lærer alle funktioner at kende. Det er med til at skabe fællesskab. Måske er Fødevarestyrelsens kontrol ligeglad med sådanne logistiske tiltag, de koncentrerer sig om hygiejne og rengøring, som tilsynsrapporterne viser, er i top.

Også Anja er indbegrebet af en smiley. Og i hendes tilfælde er det ikke nok med en elite-smiley.

sky

Fakta

Der er afsat 12,551 mio. kr. til Madservice i 2017

Personaleudgifter: 6,780 mio. kr.

Køb af råvarer: 4,553 mio. kr.

Inventar og emballage: 0,545 mio. kr.

Administration, køretøjer og materiel: 0,279 mio. kr.

Varme, el og vedligeholdelse: 0,394 mio. kr.

Indkomst ved brugerbetaling: 11,017 mio. kr.

Tidligere artikler i serien:

Skriv en kommentar