(Last Updated On: 31. maj 2019)

Babubabubabu: Når der ringes 1-1-2, så er tiden den mest afgørende faktor.

Sidste år blev næsten 35.000 ambulancer sendt af sted med udrykning i Region Sjælland, og de var i gennemsnit fremme efter otte minutter og otte sekunder, viser en årsrapport for 2018.

Vi skal redde liv

Det er noget som glæder manden med ansvaret for udrykning i bl.a. Stevnsområdet.

– Det er et gennemsnit vi er utrolig stolte over, særligt i en så geografisk udfordret region som Region Sjælland. Man skal så samtidig huske på, at ambulancerne blot er en del i vores netværk, der hver dag redder liv. For vi har også lægehelikopter, nødbehandlere, frivillige 1-1-2-akuthjælper, som bidrager til at vi kan skabe tryghed for borgerne i Region Sjælland, siger Benny Jørgensen, direktør for Præhospitalt Center i Region Sjælland.

Advanced Paramedic

Selv om årsrapporten for 2018 viser fremgang på flere punkter hos Præhospitalt Center i Region Sjælland, så ser direktør Benny Jørgensen stadig mulighed for forbedringer:

– Vi skal altid forbedre os, og det gør vi også. Det vi arbejder benhårdt på nu er, at gøre behandlingen på skadestedet endnu bedre. Det har vi gjort blandt andet med Advanced Paramedic, som er en overbygning til paramedicinerne i Region Sjælland, som skal specialisere dem inden for forskellige områder.

1.600 nye frivillige

Endnu et tiltag så dagens lys i Region Sjælland i 2018. I samarbejde med Region Syddanmark, Dansk Folkehjælp og First AED, så startede Region Sjælland kampagnen: „Danmark redder liv”:

– Man har størst chance for at overleve et hjertestop, hvis en i nærheden kan førstehjælp. Derfor gik vi i gang med at uddanne førstehjælpere i hele regionen. Alle vi uddanner kan så tilmelde sig vores app, og så kan man blive kaldt ud til et hjertestop, hvis man er tættest på, siger Benny Jørgensen.

Kampagnen har været og er en stor succes med mere end 1.600 nye førstehjælpere.

 

Skriv en kommentar