(Last Updated On: 29. november 2017)

Af: Kasper Christensen, far til Jonas i 8. og Ida Sofie i 4. Klasse

Hvad i alverden skete der i Hellested den 16. november?

De, som måtte komme gennem den ellers rolige by torsdag aften, var vidner til større opbud af parkerede biler, og til strømmende mennesker i området omkring Hellested Friskole & Børnehus.

Det var ikke et politisk stormøde, der blev afviklet i hallen, men derimod skolens efterhånden traditionsrige årlige opvisning, som afslutning på to praktisk-musiske uger.

”Verdens Lande” var overskriften, som skolens næsten 200 elever havde arbejde med i 9 dage, og som nu var klar til fremvisning for stolte og håbefulde søskende, forældre og bedsteforældre.

Mere end 300 veloplagte publikummer havde indtaget stolerækkerne i hallen, da åbningsnummeret ”Lille store verden”, flot og træfsikkert blev afsunget af landets måske største børnekor, før skoleleder Keld Andreasen officielt bød velkommen.

I år havde lærere og elever fået mindre end 2 uger til at opfinde, udvikle og afvikle en forestilling, som alle trin på skolen skulle deltage aktivt i.  ”Kreativiteten ligger i begrænsningen”, sagde Keld, før aftenens vært, Laura fra 9. overtog scenen – og mikrofonen – og flot ledte os gennem aftenens alsidige program, med flere parallelhandlinger.

Mens indskoling, og mellemtrin optrådte ”live” på scenen med sang, sagn og fortællinger, så deltog udskolingen i en ”kortfilm-festival”, og de større elever sad spændte i salens ”green-room”, og ventede på visningens af deres film – og ikke mindst den efterfølgende kåring.

På scenen så vi flotte skildringer af den nordiske mytologi, med både fortællinger, sang og optræden. Vi var vidner til et ” nordisk musik-battle”, hvor Danmark, Norge og Sverige dystede i popmusik. Og vi så indianere og cowboys, både slås, drikke og optræde for det begejstrede publikum.

En flot flerstemmig version af ”Vindens farver” blev leveret af Silje og Freja, og de eneste afbrud i live-præstationerne på scenen var afviklingen af udskolingens 4 kortfilm:
“Håb”, “Udstødt”, “A scarf makes the difference” og  “-M”.

I filmene skildredes traditionelle teenageudfordringer, krydret med religiøse problemstillinger og dilemmaer, og alt blev leveret i en filmkvalitet, redigering og instruktion, som var ”rigtige dogmefilm” værdig.

Afslutningsvis blev filmen ”-M” kåret som vinder, takketaler blev holdt – og slutteligt sang ALLE skolens elever afslutningssangen ” Alle verdens hjørner”, før cafeen blev åbnet og 800 sandwich blev sat til livs.

En god aften i Hellested. To ugers arbejde i tværfaglige kreative rum. Kreativiteten LÅ i begrænsningen. Hvad mon de finder på næste år? Vi glæder os!

Skriv en kommentar