(Last Updated On: 25. oktober 2017)

Hvem er disse glade amatørskuespillere fra 1930’erne, spørger Stevns Lokalhistoriske Arkiv. (Privateje)

Klippinge: DR har netop bragt serien »Historien om Danmark«, og interessen for fortiden er også stor på Stevns.

Der er hele to lokalarkiver, og det ene af disse har en bøn til Stevnsbladets læsere.

Dilettanter i Klippinge

Det er Stevns Lokalhistoriske Arkiv, som har fået et foto af en teatertrup fra fortiden.

– I tidligere tider var dilettant-forestillinger et sikkert hit i landsbyerne, fortæller Jens Skovly fra det lokale arkiv.

Han oplyser, at i Klippinge var det også naturligt, at Klippinge Hotel lagde scene til visningen. Når dilettantscenen var opstået, spillede et orkester op til bal.

Mange spørgsmål til foto

En lokalhistorisk interesseret borger, som er i besiddelse af hosstående foto, har spurgt arkivet om hjælp til at identificerer personerne på billedet.

– Nogle af personerne kan han dog sætte navn på, forklarer Jens Skovly:

– Forrest fra venstre ses landsbyens ene af to slagtermestre, Kresten Winkler, efterfulgt af landsbyens urmager, Johannes Skjoldlykke. Manden, som sidder yderst til højre, er Magnus L. Skovly.

Fotoet skulle være fra 1930’erne, men fra hvilket år? Hvem er de øvrige aktører på billedet, og hvad var titlen på dilettantstykket?
Hvis nogle af Stevnsbladets læsere kan hjælpe, modtager Stevns Lokalhistoriske Arkiv meget gerne disse informationer om forne tider.

sky

 

Skriv en kommentar