(Last Updated On: 22. januar 2018)

Rødvig/Store Heddinge: Op til weekenden er der begået indbrud hos Anettes Mad, beliggende på Bødkervej 2 ved Store Heddinge.

Her er en rude i hoveddøren blevet knust, hvorefter der har været adgang til butikken.

Indenfor er en pengekasse blevet flyttet rundt, men der er ikke stjålet noget i forbindelse med indbruddet.

Indbruddet er begået på et tidspunkt mellem torsdag den 18. januar kl. 18 og fredag den 19. januar kl. 6.10.

Mistænkelig mand set

Politiet har desuden modtaget anmeldelse om et indbrud i Nytorvs Grill i Store Heddinge.

Døren ind til grillen er blevet forsøgt opbrudt; en knust rude har gjort det muligt for gerningsmanden at påvirke den indvendige vrider og låse døren op.

Indbrudstyven er umiddelbart kun gået ud til det bagvedliggende køkken, hvor der var åbnet en førstehjælpskasse.

En vidne har set en mand, der udviste mistænkelig adfærd omkring grillen, da han var ude om natten.

Manden beskrives som 170 til 175 cm høj, med en kraftig kropsbygning og iført en sort jakke, sorte bukser samt en sort hue.

Indbruddet er begået på et tidspunkt mellem torsdag den 18. januar kl. 21.30 og fredag den 19. januar kl. 4.

Anden gang på én uge

For anden gang i løbet af en uge har der været indbrudstyve forbi Dagli’Brugsen i Rødvig udenfor åbningstid.

Senest var det fredag aften den 19. januar kl. 22.30, hvor overvågningsbilleder viser to mørkklædte personer, som fredag aften gik rundt udenfor og lyste ind af vinduerne til butikkens depot og kontorlokale.

Desuden er en tagplade forsøgt afmonteret.

Der har kun været færden i gården og på taget, og det er ikke lykkedes de to gerningsmand at komme ind i butikken.

 

Skriv en kommentar