(Last Updated On: 12. oktober 2018)

Friske efterskoleelever var rundt med indsamlingsbøtterne søndag formiddag. (Foto: Gymnastikefterskolen Stevns)

Stevns: – Sikke en indsamlingsdag. Det kan godt være, at beløbet kunne være større, men hold op, hvor har mange gjort en indsats, siger indsamlingskoordinator for Stevns, Ida Bille, efter søndagens Røde Kors landsindsamling.

En stor tak sender hun til de 75 indsamlere, som dækkede 43 ruter og indsamlede ialt 33.500 kr. i Stevns kommune.

Godt vejr og konkurrerende arrangementer betød, at mange ikke var hjemme, da indsamlerne kom.

– Så resultatet er superflot, også antal indsamlere taget i betragtning, siger indsamlingskoordinatoren.

 

Flot indsats fra efterskolen

50 af indsamlerne var elever fra Gymnastikefterskolen Stevns.

I selskab med én eller to af deres skolekammerater, brugte efterskoleeleverne tre timer af deres søndag på at gå en rute med indsamlingsbøtten. For er man under 18 år, skal man gå mindst to sammen.

Der kom endda flere elever end først antaget, idet 28 flere elever meldte sig på indsamlingsdagen.

– Vi fik derfor travlt med at pakke poser og finde flere ruter. Seks indsamlere dukkede ikke op, eller havde meldt sygdom, så det var meget kærkomment med ekstra frivillige indsamlere, siger Ida Bille og fortsætter:

– I alt indsamlede eleverne 9244,50 kr. Flot resultat – flere af dem skulle køres til Hårlev og Rødvig, så tiden var knap. Faktisk udgjorde det næsten en tredjedel af det samlede resultat for Stevns. Så tusind tak til efterskolens elever.

Udover idrætsefterskolen var der to indsamlere fra hhv. Hellested og Strøby Egede, som i stor grad bidrog til det samlede resultat. Hver især bidrog de med 2.200 kr. I alt blev der i Hellestedområdet samlet 5.594 kr. i kontanter samt 1.500 kr. på mobilepay, altså lidt over 7000 kr. ind.

– Røde Kors Stevns siger tusind tak for indsatsen og tak til alle jer, der lukkede døren op og bidrog med beløb til alle de trængende mennesker, vi hjælper, slutter Ida Bille.
rmh

Skriv en kommentar