(Last Updated On: 29. november 2017)

Initiativtager Tomas Patheier. (Privatfoto)

Store Heddinge: På spørgsmålet »Skulle vi lave den ungdomsklub?«, svarer Tomas Patheier ubetinget »Ja«.

Derfor tager han nu initiativ til at få oprettet en ungdomsklub på Stevns og inviterer søndag den 10. december kl. 10 til møde omkring oprettelse af ungdomsklubber på Stevns.

– Mødet er for børn og unge på 12 år og derover og deres forældre samt andre, der måtte være interesserede. Det foregår i Erikstruphallen, i Store Heddinge, hvor Ji-sig Taekwondo Stevns lægger deres lokale til, oplyser Tomas Patheier.

Tomas Patheier er stifter af og træner i Ji-sig Taekwondo på Stevns og var kandidat til kommunalvalget for Borgerlisten Stevns, dog uden at blive valgt ind.

– Under min valgkamp lovede jeg at starte dette op, uanset om jeg blev valgt eller ej. Nu er valget slut, og så holder jeg selvfølgelig, hvad jeg har lovet, siger initiativtageren.

Selvstyrende med medansvar

På mødet vil Tomas Patheier fortælle lidt omkring konceptet, som han kalder “Klub 12”, og der kan selvfølgelig stilles spørgsmål.

– Derefter er det håbet, at der er nok unge og voksne dukket op til, at der kan laves en bestyrelse, som kan arbejde videre, siger Tomas, der gerne bliver en del af bestyrelsen, hvis der mangler.

Tomas har på sin hjemmesides blog, tomasp.dk/nyheder nærmere beskrevet konceptet. Kort fortalt går det ud på, at de unge mennesker – med hjælp fra voksne – selv styrer deres klub, som enten kan være forældre, andre voksne eller ældre unge over 18 år. Derudover skal klubben selv tjene penge til at få nye ting.

– Det betyder, at brugerne vil få et stort ansvar men også et meget større forhold til klubben, da de jo selv har arbejdet for den, forklarer Tomas Patheier, og fortsætter:

– Under valgkampen til kommunalvalget 2017 var der stor opmærksomhed på manglen af tilbud til de unge, som ikke finder det, de mangler i sportsklubberne. Derfor hev jeg et koncept frem, som jeg selv er vokset op under i mine unge dage.

Hvor klubben skal ligge, og om der skal være én klub eller flere klubber, skal de unge selv være med til at bestemme. De voksne skal være med i alle aspekter: repræsenteret i bestyrelsen, deltagelse når klubben holder åben, hjælp med regnskaber og så videre.

– De unge vil lære at involvere sig, de vil lære og opleve demokrati på nærmeste hold, de vil lære omkring regnskaber og købmandskab, de vil lære om foreningsliv og frivillighedsprincipper, forklarer Tomas Patheier.

Han opfordrer alle til at komme og deltage, og som han siger:

– Der var mange der skrev i debatterne, så jeg forventer da, at mindst ligeså mange dukker op den 10. december.

 

Skriv en kommentar