(Last Updated On: 23. marts 2018)

Se messebillederne her. (Fotos: Rikke Michael Hansen):

Store Heddinge: Elever fra 7., 8. og 9. årgang på Science Linjen på Store Heddinge Skole har haft travlt de seneste par måneder. De har arbejdet med bæredygtighed på mange forskellige måder, og torsdag aften den 22. marts skulle de vise omverden, hvad de havde lært.

Gymnastiksalen dannede rammen om »Science Messe 2018«, og næsten 20 stande var fyldt op med inspiration til en mere bæredygtig måde at leve sit liv på.

Uden for hallen var fremvisning af el- og bioethanolbiler. Indenfor var stande med affaldssortering, rensningsanlæg, biogas, hønse- og kaninhold, bier, honning, vokslys, fødevarekalender, Lego Hydro Dynamic køretøj og meget mere.

Kødfri frikadeller

Smagsprøver blev man også budt, og frikadellerne lavet med plantefars smagte ligeså godt som de frikadeller, der var lavet på kødfars – mindst. Opskriften var den samme, der var dog brugt et æg mere til plantefarsudgaven, fortalte de 8. klasses-elever, der dagen forinden havde haft travlt med at stege frikadeller ud af i alt seks kilo fars.

Der var også smagsprøver på kager bagt med honning i stedet for sukker, og den multikulturelle linje havde skraldet sig til en indkøbsvogn fuld af madvarer, der var for gamle. Det blev der et helt måltid ud af, både pizzaer, to forskellige slags supper, frugtsalat og brød.

Petrea, Maja og Luna fra 7. årgang serverede vand fra den sø, der ligger i det grønne område bag ved skolen. Det var naturligvis renset, og selvom smagen ikke var helt som et frisktappet glas fra vandhanen, kunne det drikkes.

Rygsæk af plast og seletøj

Klasserumsspillet »Wasteminers« tager sit udgangspunkt i, at verden stort set er udryddet, og at der kun er skrald tilbage. Eleverne spiller klaner i et postapokalyptisk samfund, der forsøger at udnytte de sidste ressourcer bedst muligt. På en stand havde elever som deres udfordring valgt at designe en »scrap-sack«, altså en rygsæk lavet af affald. Der blev taget både plast, flamingo, wrap og sågar en gammel hestegrime i brug.

Mathias fra 9. c. fremviste en underfaldsvandmølle, der var bygget udelukkende på genbrugsmaterialer. Han kunne blandt andet fortælle, at vandenergi rummer et stort potentiale, men at det i øjeblikket er en meget dyr energikilde at forfølge.

Dansk Fagcenter for Biogas og Solrød Biogas var begge repræsenteret med fagstande.

Som det eneste politiske parti havde Radikale en stand på messen, og senere på aftenen var der paneldebat mellem elever, lærere, politikere og kommunens folk.
rmh

 

Skriv en kommentar